Min Power Macintosh 8600 / 250 -- Kansas
Primært bruger jeg en Power Macintosh 8600, fremstillet i 1997.
Jeg købte den brugt i 2001, og lagde den på klods i september 2004. Ved anskaffelsen skulle jeg have en ordentlig computer til at stå på Århus Universitet, mens jeg forskede der i 2001-2002. Hurtigt blev jeg meget glad for den. Oprindeligt havde den 96 megabyte EDO RAM (Extended Data Output Random Access Memory), en SCSI-harddisk på 4 gigabyte og en af de tre PCI-kortpladser med et PC Compatibility Card 166 MHz med 32 MB EDO RAM. Power Macintoshens diskette-, ZIP- (100 MB) og CD-ROM-drev (24x) kørte eksemplarisk.
Opgraderinger siden anskaffelsen
Siden opgraderede jeg til konfigurationen 576 MB EDO RAM , MacAlly USB (Universal Serial Bus) PCI-kort, 16 GB Seagate harddisk Ultra SCSI på 10.000 rpm med tilhørende Ultra SCSI-kort (Adaptec 2940U2B) og stoppede 64 MB RAM i PC Compatibility Card. Mit PC Compatibility Card har fungeret utilfredsstillende siden installationen af USB-kortet, så jeg er ved at sælge det og bruge Virtual PC i stedet. Ultra SCSI-harddisken var ekstra og er skruet fast chassis-ets bund. System 7.6.1, som maskinen kunne afvikle ved anskaffelsen, er også problematisk p.g.a. USB-kortet.
Da jeg nærmest flød i RAM, oprettede jeg en RAM-disk på 50 MB til at rumme cache-filerne fra mine browsere.
CD-brænder
Den 9. april 2003 satte jeg en brugt CD-ROM-brænder i min Kansas. Det var en TEAC CD-R/W CD-R58S fra 1999, som jeg havde købt brugt af en PC-bruger i marts 2003 over internetauktionen QXL. Den røg ind i den SCSI-kæde, som min Power Macintosh 8600 var født med.
Teknisk set skulle det være umuligt at få brænderen til at fungere, har jeg lært mig. SCSI er nemlig ikke bare SCSI, som mine lokale computerforhandlere siger. Der findes SCSI-1 (Slow SCSI), SCSI-2 (Fast SCSI) og SCSI-3 (Ultra SCSI, Ultra Fast SCSI), har jeg lært mig. Brænderens grænseflade er SCSI-3, mens den typiske SCSI-grænseflade på en Macintosh er SCSI-2. Alene at løse spørgsmål som binær nummerering og terminering med muffer var svært nok. Og mit Ultra SCSI controller-korts kabler kunne slet ikke bruges til CD-brænderen. Brænderen opførte sig også lidt løjerligt, men ikke værre, end at man kan leve med det. En isat musik-CD satte automatisk i gang med at spille, som den skulle, men den sædvanlige software til at styre den (f. eks. Apple Audio Player, der installeres fra System 7 og op til 9.1), kunne slet ikke få adgang til den. Altsammen vel at mærke uden, at audiokablet var sluttet til brænderen. I starten kunne den ikke noget, men efter at jeg havde installeret Roxio Toast Lite 5.1.2 (vel at mærke smidt udvidelsen Toast CD Reader i systemmappen), fungerede det tilfredsstillende.
Min første brænding var ladet af symbolik. Den blev musik-CD-en Primitive Messanger af brasilianeren Marcelo Salazar. Det var den første CD, jeg købte til mig selv tilbage i 1996, og den blev indspillet på en compact disk, som min bror havde foræret mig til min 40 års fødselsdag uden at vide, at jeg dengang slet ikke ejede en CD-R/W. Så det var også den første uindspillede CD, jeg ejede.
Central Processerings Enhed -- CPU
Den 2. juni 2003 fjernede jeg den gamle 250 megahertz 604ev Power PC Processor, som den var født med. Erstatningen blev en MaXpowr G3 PowerPC 750 Processor Upgrade. Med den rette software installeret kørte den som en original 300 MHz G3-processor. Det kunne mærkes! Det blev især føleligt på afviklingen af Finder og Netscape 7; om jeg brugte Netscape 7 eller 4.79 blev et spørgsmål om smag og ikke som før om tid. Konsekvensen blev, at jeg helt forlod gamle browsere.
Jeg købte kortet over eBay. Samlet pris inkl. transport blev 101 US dollar. Opgraderingskort af typen Sonnet Crescendo 800 MHz G4 blev dengang (slutningen af maj 2003) solgt til 345 amerikanske dollar. En drøm af en opgradering ville have været et Sonnet Crescendo-kort med minumum 400 MHz G4, helst 800 MHz, men jeg foretrak at komme op på 300 MHz G3 og siden afvente prisfald på bedre kort.
Partitioner
Jeg partitionerede den ekstra harddisk, så at min PM 8600 i slutfasen havde 3 volumener - en til data og OS 9.2, en til programmer og OS 9.2, og en som reserve med OS 9.2. En overgang havde jeg også OS 8.6, men de mange opgraderinger gjorde det umuligt at installere noget andet end 9.x. Flere gange operativsystemer i samme computer giver øget sikkerhed. Hvis en partition får problemer, kan man bare skifte til en anden og reparere den derfra. Jeg ved godt, at man kan bruge CD-ROM-er, men jeg er traumatiseret af et dårligt drev, jeg fik på en iMac, jeg engang købte.
Min PM 8600 var noget, jeg kun drømte om, dengang den kom frem i 1997. Jeg havde været vant til Macintosher med meget få interne udvidelsesmuligheder. Hurtigt blev jeg begejstret over PCI-principperne. Og begyndte at savne flere udvidelsespladser!
Hvorfor jeg skulle have dette vidunder
Af "profession" (jeg er arbejdsløs) er jeg praktisk og teoretisk lingvist, d.v.s. jeg tjener penge som oversætter og tolk og forsker i sprog i resten af tiden. Jeg er altså afhængig af en computer, som er god og nem til at håndtere skrifttyper, i mit tilfælde kyrillisk, græsk, og div. latinske afarter. Jeg skal bruge tekstbehandlingsprogrammer, som kan håndtere mindst 8 åbne brugerordbøger ad gangen; i en af mine artikler havde jeg citater på over 20 sprog/sprogfaser (f. eks. latin, oldportugisisk, portugisisk), og det kan kun Microsoft Word klare. Jeg brugte MS Word 5.1a, som er det nemmeste til tekst og genererer små filer. I et stigende omfang arbejder jeg med film (for penge) og billeder (i forskningen), så derfor skal jeg have en velproportioneret computer med plads til hele filmsekvenser på 10-15 minutter.
OS X på en PowerMacintosh 8600?
Kan en Kansas egentlig klare OS X? Måske. Jeg har forsøgt i flere omgange og fik til sidst også dyret op at køre. Det var en stor tilfredsstillelse, men det gik hele tiden galt, når jeg skiftede tilbage til de klassiske operativsystemer. Der blev beskadiget store dele af katalog-strukturen rundtom på partitionerne - både dem med OS 9.x og OS 8.6. Det skyldes måske, at jeg satte et andet skærmkort i dyret samtidig med opgraderingen. Så jeg er skiftet tilbage til OS 9.1, som vist er det optimale system til en Power Macintosh 8600.
Beretning (noget forældet): Hvordan jeg fik OS X til at køre på min PowerMacintosh 8600
Dens videre skæbne
Min Power Macintosh 8600 blev afhændet til min lillebror til jul 2004 for prisen for et sidste teknisk eftersyn. Han er fritidsmusiker og kunne bruge dens multimedie-kapacitet.
2004-11-29
Note af 2007-12-17: I dag fortalte min bror mig, at han i forbindelse med en flytning havde smidt 8600-eren ud. Trist! Alene en Color Classic kunne samme dag indbringe over 250 USD på e-Bay.
Lænker
- www.apple-history.com's galleri om PM 8600
- EveryMac's specifikationer om PM 8600/250
- EveryMac's specifikationer om, hvor enkelt man skiller en PM 8600 ad.
- Low End Macs beskrivelse af Power Macintosh 8600
- MacGurus beskrivelse af bundkortet i en Power Macintosh 8600.
- Apples egne tekniske informationer om PM 8600 (Portable Document Format).
- Motorolas beskrivelse af Power PC processor 604e, herunder tillige Power PC processor 604ev (Portable Document Format)