![[ Portræt af Erik Thau-Knudsen ]](/picts/erik/09-07-30_kreidefels_256x256.jpg)
Sprogformidling
Henning Friis-Knudsens begravelse
Tale ved Henning Friis-Knudsens begravelse
Talen, som jeg holdt ved min fars begravelse på Vesterbro i København den 24. september 2005, dukkede op i december. Først havde den været i min jakkelomme, siden faldt den ud, så tog min kone den, hvorefter den flyttede rundt i skufferne i Silkeborg. Endelig, som lovet for dem, der ikke kunne være med i Absalons Kirkes sognelokaler, er her den bedst mulige rekonstruktion.
Det havde nok været Hennings stil at holde en tale, som jeg havde lært mig udenad. Jeg må desværre støtte mig til det skrevne ord.
Mentalitetshistorie
Jeg mødte en gang i 1980-erne en historiestuderende, som var ved at skrive speciale i mentalitetshistorie, altså mentaliteten i bestemte tidsperioder. Han havde taget udgangspunkt i 1600-tallets begravelsestaler. De blev skrevet af professionelle, af skriftkyndige klerke. Talerne var lange — somme tider varede de flere timer — og fremhævede ting ved afdøde, som ikke nødvendigvis var særligt sande, men som var rigtige for tiden. Det handlede nok om fromhed, gavmildhed, mod, fasthed og styrke.
Hennings værdier
Nu står jeg selv og skal sige noget om Henning, som passer på det 20. århundredes mentale værdier. Jeg kunne fremhæve
Musikalitet
Den kom til udtryk i, at han kunne spille på trombone, saxofon, klarinet og mange andre instrumenter. Jeg husker stadigvæk den blanke trombone, som hang over entredøren i mit barndomshjem i Mørkhøj. Det musikalske gen er gået videre hos hans efterkommere.
Drengethed
Der er nogle kendetegn, som bedst kan sammenfattes under begrebet drengethed.
- Der var alle de mange dimser, som kunne køre rundt, dreje eller udstøde sjove lyde. Faktisk var hele hjemmet et raritetskabinet og børnebørnenes yndlings-legeplads.
- Skiltesamlingen: Henning samlede på skilte. De stammede fra byggepladser og andre steder, hvor han kom forbi. Engang forærede jeg ham til jul en samling skilte fra Østtyskland. Han blev ikke rigtigt glad for dem, fordi jeg havde nedladt mig på at købe dem i den butik. Det var ikke autentisk nok for ham. Autenticitet indebar tit, at de skulle være stjålne; de skulle have en forhistorie. Derfor måtte jeg til julen 1982, hvor jeg var på vej hjem med færgen fra Helsingfors til Stockholm i ly af natten snige mig ud af min kahyt og med skruetrækker løsne et af skiltene til etagerne og stoppe det i min rygsæk. Min var var glad — der var en historie at fortælle.
Børn er først sjove, når de kommer i vandpistolalderen
, har Henning udtrykt. Det er sigende for legebarnet Henning. Og han tog det alvorligt med sin 4 liters vandkanon med en rækkevidde på 16 meter. Han var den perfekte bedstefar.
Eksperimenteretrang
- Vi kender vel alle historien om muldvarpene i sommerhuset Friisenborg i Gørlev. Det var dengang, han som led i den ulige kamp mod muldvarpeskuddene i baghaven satte små hjemmelavede vindmøller ned i skuddene for at skabe så meget larm i undergrunden, at skadedyrene fortrak til nabojordene.
- Vinbrygningen: Jeg husker den evindelige lugt af gærende vin fra mit barndomshjem, både i kælderrummet og lejligheden på Rybjerg Allé 55. Han fortsatte med det ind til sin død og samlede ind af naturens frugter og blomster. En gang var vi sønner sammen med far om at gå på æbleskud i en forladt have i Mørkhøj for at skaffe frugt til Hennings vinballoner. Genet er fortsat hos mig, hvor det i stedet kommer til udtryk i marmelader og geléer.
- Det overdådige måltider under vore besøg hos Henning og Lena var altid — næsten — med nye menuer af hidtil uprøvede retter. Her havde Lena nok største hånd på menuens sammensætning, men vi ved jo, at efterretten i reglen var Hennings værk.
Livsglæde
Man kan inddele alle mennesker i to kategorier.
- Livsnydere, som nyder livet i fulde drag;
- Livssnydere, der er mennesker, som snyder sig selv for livet, tit endda snyder de sig også for døden.
Henning lærer sønnesønnen Balder at ryge pibe.
Fotograf: Erik Thau-Knudsen, 2004-12-23.
Min far hørte bestemt til første kategori.
- Han holdt sit alkoholindtag oppe på Sundhedsstyrelsens anbefalede 21 genstande ugentligt.
- Han nød et godt stop i sin egen håndlavede pibe. Senere blev det mere til smøgerne — de små pinde til hans ligkiste.
- Glæde ved god mad, både hjemme og ude.
- Han og Lena hold mange ferier, både til eksotiske rejsemål (Brasilien, Thailand, USA. Bulgarien, som var årets tur, blev han og Lena snydt for) og til almindelige rejsemål, som gentog sig år efter år. Der var skiturene til samme lokalitet i Østrig på samme hotel som i fjor og Hollands-turen om efteråret, når Danmark var blevet for gråt at se på.
- Glæden ved haven: Henning elskede kolonihaven og tilbragte så meget af sin sidste tid som muligt ved huset på Pilegårdsvej.
Samfundssind
Henning havde et stort mål af moral og samfundssind.
- Sammen med Lena adopterede han udsatte børn i eksotiske lande, skrev sammen med dem og sørgede for deres opvækst.
- Der var bestyrelsesposter til Henning overalt, hvor han satte sine ben.
Jeg bliver altid valgt som kasserer
, sagde han en gang.
Skønhed og charme
I sine unge dage var Henning festernes ubestridte midtpunkt, sagde man. Vi, som har oplevet min far i hans ældre år, ved, at det var sandt. Jeg har ikke mødt den kvinde, som efter at have truffet Henning, ikke falte om min far med en særlig glød i stemmen og på kinderne.
Ind i døden lå han i sin glans som en ubeskriveligt smuk mand, hengivet i en fantastisk ro.
Kærligheden
Min far og Lena var gift i 33 år. Det var og er et lidenskabeligt forhold. Det vidner Lenas dødsannonce for Henning om i gårsdagens nummer af Politiken.
Henning elskede også sine svigerforældre højt og tog deres bortgang mindst lige så tungt, som Lena gjorde det.
Kærlighed i timingen
Sygeplejersken Tine, som var med min far den sidste dag i hans liv, snakkede min bror
og jeg med dagen efter, at han var død. Hun sagde: Det er sjældent, at folk her på Intensivafdelingen død, mens de holder deres kære i hånden. Det sker mest, når de raske lige er gået ud for at tisse er er gået hjem for at sove.
Sygeplejerskens ord vakte eftertanke. Det var jo sådan, at min far døde. Det var mindre end en time efter, at Lena var gået hjem. Det kan man fortolke på i hvert fald to måder.
- De levende holder de døende fast i livet. Først når vi levende giver slip, kan de døende komme ud på deres lange rejse.
- De døende vil tilbringe så megetn tid med deres kære, som de orker. Når de kære forsvinder ud af rummet, forsvinder de døendes sjæle, bare den anden vej.
Jeg tror ikke på den første fortolkning. Vi levende kan ikke holde på de døende. De døende vælger selv, hvornår de vil forlade denne verden (vi taler her om timer og minutter).
Søren Kierkegaard udtalte en gang:
Livet leves forfra, men forstås bagfra.
Så man kan forstå fra dødsøjeblikket, hvad det handlede om. Det handlede om kærlighed. Henning sov ikke ind. Han sov slet ikke, mens vi var der. Han havde haft rigelig lejlighed til at sove inden da. Han var bedøvet, ubevægelig, men bevidst om vort tilstedevær. Og han gik først fra os, da vi havde fortalt ham vore sidste ord.
Det er kærligheden. Det er kærligheden, som møder sin fysiske grænse, for derefter at bryde grænsen og trække sit spind langt ind i den hinsides tilværelse.
Den sidste gang, jeg kunne tale med min far, mens man endnu kunne føre en samtale med ham, mens han endnu kunne svare igen, var, da jeg tog afsked med ham i kolonihaven i Mørkhøj. Han havde lagt sig på sengen, og vi — Balder, Synnøve, Lone og jeg — skulle gå. Jeg gik ind til ham på soveværelset og gav ham et kram. Han nåede at hviske mig Jeg elsker dig!
Det var sket — på samme måde — en gang tidligere i hans sygeforløb, i juli måned. Ellers mindes jeg ikke, at han sagde det i resten af mit liv. Kærligheden kom for Henning til udtryk i handling, ikke i ord.
For mig var det vigtigt. Det viser, at vi lever for at elske, for at lære at elske vore nære fuldt og helt.
Uretfærdighed
Det var så uretfærdigt, at han døde. Mine børn har netop nået den kritiske alder, som jeg og min bror vil se det. Vore forældre skiltes, da jeg var seks år gammel, og min lillebror var tre år. Vor far fandt Lena til at udfylde sit liv med, men vor mor fandt aldrig en varig erstatning for Henning. Nu har mine børn den samme alder — 6 og 3 år — som vi brødre selv havde det. Jeg mangler et hjemligt forbillede til at opdrage dem, for dengang forsvandt min egen far. Nu forsvinder Henning igen ud af mit liv, netop som han skulle til at være mine børns farfar. Det er så uretfærdigt. Han skulle have haft 15 år endnu.
En evig værdi
Så hvis vi skal vende tilbage til den historiestuderende fra starten af min tale, så kunne vi spørge ham: Er der nogle parametre, som man kan måle en afdød på, der ikke er tidstypisk?
Den historiestuderende ville svare Nej!
Jeg vil svare Ja
. Min fars død og det liv, han fik før da, viser, at det var kærlighed.
Vi elsker dig, far, farfar og svigerfar. Hav det godt hinsides.
Erik Thau-Knudsen
2005-09-24
Links
