Jeg mindedes min far i Pavlodar
Hvad gør man, når det er 40. dag efter ens fars død, og man befinder sig 4 tidszoner hjemmefra? Jeg satte et lys for ham i domkirken i Pavlodar, Kazakhstan, hvor jeg opholder mig nu.
I den ortodokse kristendom fejres enten den niende eller den fyrretyvende dag efter et dødsfald med et lille ritual. Dette så jeg som en rettesnore for en måde at mindes min far, som døde for 40 dage siden. Oven i købet var jeg så i en af østkirkens ydre bastioner, nemlig Pavlodar, som ligger i Kazakhstan.
Kirken
Jeg var her for et år siden som ODIHR-observatør ved parlamentsvalget og var i stand til at arrangere at komme til Pavlodar igen som langtidsobservatør til præsidentvalget den 4. december 2005. Til formiddag var vi i Pavlodars Domkirke, som ifølge min tolk blev bygget færdig i år 2000. Her tændte vi lyset for min far i kirkens venstre side, som traditionen foreskriver. Popen, som de ortodokse kalder kirkefaderen, prædikede, så vi forlod stedet et kvarter efter.
Aftenarrangement
Om aftenen bød jeg mine venner på pominki, en lille mindehøjtidelighed på hotellet. Min chauffør Aleksander og tolken Olga bestilte en god middag, og inden den viste jeg billeder frem af min far. Skåltalen, som jeg holdt over forretten, handlede om den kærlighed, man først i dødens stund fatter som meningen med livet. Siden hævede vi glassene i tavs respekt. Det er nemlig bandlyst at klinke til pominki. Det hele varede vel halvanden time. Der skulle have været masser af alkohol indblandet, men hele fire ud af selskabets 6 mennesker drikker aldrig, så det blev kun til en vodka til mig og chaufføren. Han havde ladet bilen stå i dagens anledning.
Hotellet hedder Sever (russisk