Fortabt i oversættelsen?

Sprogformidling

2013-09-29 21:16

Farvel, Solrød!

Vort marsvin stak af fra os den 21. juli 2013. Jeg sørger, men tror, at hun har det godt. Eller havde det godt de første mange uger.

Alle uden mor

2010-10-09 22:46

Workshops i Number 9

Mens mor var til 40 års fødselsdag hos en kollaga, brugte resten af familien lørdag aften med workshop.

Børn

2010-10-02 06:48

SÃ¥ kom artiklen i Story!

Køb oktobernummeret af Story — det er der, hvor min datter har sin artikel om det magiske spejl med.

Børns fremskridt

2010-09-29 19:38

Datter på 11 vinder novellekonkurrence

Min datter Synnøves novelle Det ukendte vandt i en konkurrence på pigebladet Story. Fortællingen kommer med i næste nummer.

Internt

2010-09-13 10:13

Fejl på webstedet

Der er fejl på webstedet thau-knudsen.dk. Det skyldes opgradering til moderne software. Beklager besværet, det må forvolde dig.

Eksamen

2010-06-11 15:54

Sådan kunne det gå til

Psykologi-eksamen gik over al forventning for mit hold på Silkeborg Seminarium. Mindst fem 12-taller ud af 23 eksaminerede. Det hold var jeg også på.

Mine sidste ord til min far

Ved min fars dødsleje fik alle, som var kommet, mulighed for en stund med ham. Jeg havde undervejs i toget skrevet ham et brev, som havde rumlet i mit sind i månedsvis inden. De var nu eller aldrig.

2005-09-14

Kære Henning.

Dette er et brev, som skulle være skrevet for længe siden. Nu tvivler jeg på, om du overhovedet når at få det.

Man kunne sige det kort: Jeg har besluttet mig for at kalde dig far og ikke Henning. Og så bare slutte her. Men det vil jeg ikke.

Jeg er et analytisk menneske, som har det bedst, når følelser lige kommer en tur i analysens vaskemaskine ind imellem. Og jeg havde en følelse ved din 70-års fødselsdag, da jeg skulle introducere din sang, og det var ordet Henning. Jo, det er dit navn, men hvordan var det nu, at jeg fandt ud af, at du skulle hedde det?

For at forstå det, må vi gå nogle år tilbage i tiden, 25 år for at være helt nøjagtig. Dengang var jeg på højskole. Den lå i Skælskør, og så tilpas langt borte, at jeg måtte holde forbindelsen med familie og kæreste ved lige med telefonen eller breve. Højskolens elevtelefon lå langt nede ad elevgangen, og der var kun nogen til at tage den et par timer om dagen. Så jeg skrev. Jeg skrev breve hver dag og hver aften. Det startede med kærestebreve til min første kærlighed Sine, men snart kom også du på min mailliste, som det hedder på nydansk.

Du undrede dig nok, da der en dag lå brev fra mig hjemme på Skt. Thomas Allé. Men du svarede. Og vi fik en brevveksling op at køre, som for alvor kom til at udfylde tomrum, der havde været, siden at du blev skilt fra Ulla. Min tragedie. Min første, store tragedie. Ikke så meget min brors, fordi han dårligt nok havde lært dig at kende, før end du røg ud. Han kunne jo udnævne mig som surrogatfar og ellers se fornærmet til som en anden Telemachos, mens bejlerne kom til hans Penelopeja. Men det var min tragedie, som jeg fortrængte i årevis. Korrespondancen fyldte det mentale tomrum ud, og vi kom tættere på hinanden dengang i 1979-80 end nogensinde. Jeg bemærkede i et af brevene Du har vist Friis-eret dit navn. Hvordan gik det til?

Så kom du med historien — noget kort, ganske vist — om Lena, hende, som blev din største kærlighed. Og stadigvæk er det. Henning Friis-Knudsen. Lena Friis-Knudsen. Joda, I havde været til Friis-øren.

Da mit højskoleophold havde varet noget — var det hen mod jul 1979? — foreslog jeg, at vi skulle ses, bare os børn og dig og din nye kone. Før da havde Ulla altid været i nærheden, når vi var sammen. Du indvilligede, og for første gang fik dine to sønner adgang til din nye tilværelse. Vi var ikke bare et levn, nogle genetiske efterladenskaber fra et tidligere ægteskab, men lyslevende børn af dig. Det havde varet mange år, 13 år for at være helt nøjagtig.

Og så var det, at Leif — som han endnu hed — og jeg begyndte at kalde dig Henning. Vi kaldte dig ved dit fødenavn, du kaldte os ved vore navne. Grunden var nok, at brevvekslingen havde fået mig til at vokse i min egen selvopfattelse, og måske også i din, så at jeg nu så dig som en jævnbyrdig. En jævnbyrdig kalder man ved navn, ikke ved rang og titel. Du hed Henning for mig i et dusin år frem. Så blev du farfar og bedstefar med Shan. Henning var et nogenlunde navn for mig. Det lå endnu godt i min mund.

Men så kom forandringen. Jeg blev selv far til en lille, vild pige i 1999. Far, va, pa, ba! Jeg hørte hende kalde på alle måder, og hver gang var det som musik i mine øren. Far! Far! Jeg var lykkelig, hoppede, når jeg hørte hende — og senere Balder — kalde på mig.

Først da hun blev født, lærte jeg at blive en kærlig og ikke bare frustreret søn. Man skal blive forælder selv for at elske sine egne forældre. Først da forstår man deres hensyn, omsorg, medfølelse og grænseløse kærlighed. At elske sit barn er som at være forelsket. Forskellen mellem mand-kvinde forelskelsen og forælder-barn-forelskelsen er, at kærligheden til barnet aldrig holder op, som Ulla engang forklarede mig.

Derfor begyndte Henning at virke anakronistisk, da mine egne børn blev ældre. Jeg ville jo gengælde din kærlighed, viderebringe den kærlighed, jeg nærede mig ved og endnu nærer mig ved, når jeg er sammen med Balder og Synnøve. Derfor er du far for mig. Du må gerne være Henning for alle andre, men jeg vil elske dig fuldere og hele som far.

Nu er det hele også snart lige meget. Vi er i den 11. time, og bare du kan sanse noget af denne kærlighedserklæring.

Kærlig hilsen

Erik

2005-09-14

IC3-toget + Righospitalet

Mundtligt PS: Ja, far. Dette var min historie om dit liv, som det udfoldede sig. Eller bare en del af min historie. Og den er min.

Min far døde 2005-09-15 ca. 00:40 på Rigshospitalet i København. Det sidste døgn forinden havde hans eneste synlige livstegn været åndedrættet. En sjælden gang vibrerede en finger.