Min far er død
Min far Henning Friis-Knudsen døde for to nætter siden. Dødssengen stod på Rigshospitalets intensivafdeling, hvor han sov ind omkring kl. 00:40 den 15. september. Genoplivningen havde ingen succes.
I de sidste 2-3 dage inden havde det stået klart for alle, at hans tid var kommet. På hans sidste dag, onsdag den 14. september 2005, defilerede vi forbi for at tage afsked med Henning. Det var især familien, som mødte op, og den var stor, når man medregnede hele hans svigerfamilie.
Hans enestue på hospitalet henlå i dæmpet belysning, og der var blomster mange steder. På et bord ved vinduet havde hospitalet stillet en ghetto-blaster til rådighed. Fra den kunne han hele tiden høre sprøde saxofonklange af Chet Baker, Coltrane og Lester Young. Han lå fredfyldt i en halv-bevidst tilstand uden at røre sig. Alle gæster fik tid og rum til at frembringe deres afskeds ord og -kram. Det var meget smukt. Den døende var meget smuk.
Det afsluttede en 4,5 måneders periode med smerter. En kræftdiagnose forelå dog først i slutningen af juli måned. Smerterne opstod få uger efter hans 70 års fødselsdag i april 2005.
Henning efterlader sig sin kone Lena. Henning har to sønner fra sit første ægteskab, af hvilke jeg er den ældste.
Erik Thau-Knudsen
2005-09-16