Erik Thau-Knudsens
udviklingssider

Jeg blev ringet op af en hr. Kappel fra Udenrigsministeriet. Han ville have mig til at skrive en bulgarsk oversættelse af den festtale, som Dr. Margrethe Alexandrine Thorhildur Ingrid skulle holde under sit officielle besøg i Bulgarien.

Der blev aftalt en deadline på en uge til at fremstille oversættelsen, hvilket jeg anså for overkommeligt, også så at jeg kunne snakke med folk til at læse korrektur på dokumentet. Hr. Kappel forudsatte, at dette papir ikke måtte slippe ud til nogen som helst. Jeg forudså, men nævnte ikke, at korrekturen skulle læses af en ven af mig, som er bulgarsk oversætter for den tyske udenrigstjeneste.

Forlægget kom ikke til tiden, men først i løbet af fredagen, og det skulle ligge parat i oversat stand mandag morgen. Jeg kastede mig ærgerrigt over arbejdet og havde en tekst parat i løbet af søndagen. Imidlertid kunne jeg ikke få min tyske kontakt engageret, fordi det var hans fridag, og han havde ikke faks- eller internetforbindelse hjemme. Bulgarske eller danske kontakter mente jeg ikke at kunne trække på i hht. aftalen med hr. Kappel. "Fuld diskretion", som han sagde.

Teksten var ikke tilfredsstillende, mente hr. Kappel. Det viste sig i løbet af en samtale om mandagen, at han er bulgarsk gift og slet ikke ukendt med bulgarsk. Konen havde han vist min bulgarske tekst (så meget for hans diskretion), og så havde hun udpeget fejlene. "Men som tak for det arbejde, du har lagt i det, kan du da sende en regning", udtalte manden fra Udenrigsministeriet. Da han fik min regning en måned senere, blev han stiktosset og nægtede at udbetale noget. Det var som om, at det havde været en fornærmelse. Jeg sendte ham derefter en modfaktura, hvilket hr. Kappel blev lige så oprørt over. Han vidste ikke, at en modfaktura er en ganske normal ting inden for regnskabsverdenen.

Jeg har ikke siden haft nævneværdig kontakt til Udenrigsministeriet.

Jeg udskyder ofte at læse kontoudtogene fra min bank. Jeg frygter for de dårlige nyheder.

Jeg var med en dansker ved navn Rane Willerslev for at forhandle med en kommunal embedsmand om indkøb af indfødtes bohave (vistnok klæder) til brug for en en udstilling.

Rane: Hvor meget koster den der?

Embedsmanden: 100 dollars.

Rane: Hvor meget koster den anden?

Embedsmanden: 50 dollars.

Rane: Hvor meget bliver det i alt?

Embedsmanden gloede uforstående.

Jeg blev sur på Rane. Du har haft regning og matematik i 12 år, og du kan ikke lægge 100 og 50 sammen!

Det endte med, at Rane måtte tage papir og blyant frem og nedskrive 100 + 50 og til sidst at skrive 150. Så fortsatte forhandlingerne.

Jeg var ved at tolke ved en asylansøgers registrering.

Politimand: Hvad er din hjemby?

Asylansøger: Moskva.

Politimand: Hvordan staver man til Moskva?

Jeg: M - o - s - k - v - a.

Politimand: Hvilken grænseovergang brugte du ved udrejsen?

Asylansøger: Grodno.

Politimand: Hvordan staver man til Grodno?

Jeg: G - r - o - d - n - o.

Politimand: Gjorde du stop undervejs?

Asylansøger: Ja, i Warszawa.

Politimand: Hvordan staver man til Warszawa?

Jeg: W - a - r - s - z - a - w - a.

Politimand: Hvordan udrejste du fra Polen?

Asylansøger: Med færgen fra Swinoujscie.

Politimand: Hvordan staver man til Swinoujscie?

Jeg (undrende. Trods alt var det vel 1-4 gange om dagen, at en politimand i registreringen skulle skrive navnet på eneste færgerute mellem Polen og Danmark. Og jeg havde ikke studeret polsk): Ved du ikke, hvordan man staver til det? Det er S - w - i - n - o - u - j - s - c - i - e.

Politimanden: Nu skal du ikke blive for fræk!