Lokalpolitik
Det er en ommer, Thor Pedersen
Betal, hvad kommunesammenlægningen, befolkningstilvækst og skattestop koster Ny Silkeborg. Finansministeren kan alligevel ikke sende alle de kommuner, der bevarer deres serviceniveau, i fængsel
Jeg var som medlem af Langsøskolens forældrebestyrelse med til det orienteringsmøde, som Det ny Silkeborgs skoleudvalg holdt den 30. august. Det var ubehageligt at være vidne til, at politikerne ville have 5% af budgettet ”til at lege med”, altså til iværksættelse af projekter i 2007. Projekterne skulle så være noget , man — som institution under kommunen — skulle ansøge om, og det skulle være for at sætte midler ind i den overgangsfase, der varer, når Them, Gjern og Kjellerup slås sammen med Silkeborg. Men det har vist sig dyrere end ventet, så de 5% er allerede spist op. Nu står hele resten af kommunen og skal betale regningen for sammenlægningen.
I 2005 lovede vore lokale politikere — fra Socialdemokraterne og ud mod højre — at der ikke ville ske forringelser af den offentlige service på grund af sammenlægningen. Husker I det endnu?
Nu står vi og skal betale den regning, som enhver med en smule økonomisk sans kunne forudse dengang i 2005.
Jeg vil gerne betale regningen for at få en folkeskole, vi kan være bekendt. Bekendt både over for min datter Synnøve på 7 år og over for den omverden, som venter på hende og hendes skolekammerater om ti år. Men jeg må ikke betale regningen. Kommunen må ikke sætte skatten op, for det har Thor Pedersen (V), vor finansminister, sagt. ”Højst 0,5% må servicen øges”, d.v.s. Højst 0,5% mere må kommunen bruge på mandskabskrævende udgifter som skole, børnehaver, forvaltning, plejehjem. Alle sammen institutioner, som i de seneste 10 år har fået presset flere arbejdsopgaver ned over hovedet i form af evalueringer, teste, prøver, og mere og mere administration. Kommer kommunen over de 5%, bliver den straffet. Sådan virker skattestop à la Anders Fogh og Thor Pedersen.
Samtidigt er vi i den ”heldige” situation, at indbyggertallet stiger 1,7% årligt. Folk vil bare bo ud til hede, skov, sø og natur. Kan man fortænke dem i det? Men kommunen har ikke lov til at score — og bruge — gevinsten fra tilflytterne, der, som rygtet melder, er normale, velstående borgere, der ikke ligger systemet til unødig last. De medbringer penge fra faste jobs, og de medbringer børn.
Læg dertil, at der er en lønvækst på 3,6% (2005), prisvækst på 2,0% (2005).
For at føje spot til den skade, som er opstået gennem den kunstigt pressede økonomi for os midtjyske borgere, så sad Thor Pedersen med et overskud i statskassen på 80,5 milliarder kroner, og i år skulle det komme nær 62,5 mia. kr. Det er skandaløst, at regeringen gennemtvinger kostbare sammenlægninger af kommunerne uden at give dem kompensation. For man er nødt til at bruge flere penge, fordi arbejdsgangene og metoderne i de fire kommuner er forskellige, og det kræver kræfter at samordne alt dette.
Situationen er altså, at Silkeborg har pengene og kræfterne til at klare overgangen. Vi må bare ikke bruge dem, og vi får ingen hjælp udefra.
Løsningen kan ikke være at nedsable systemet med 5% — nogle steder er det op til 15%. Løsningen er at stritte imod den spændetrøje, vi lægges i. Jeg opfordrer byrådet til at betale, hvad det koster. Og at det sker koordineret med andre kommuner, som også er spændt hårdt for grundet sammenlægningerne. Finansminister Thor Pedersen kan true med at straffe os, men det kan overhovedet ikke komme på tale førend ”forbrydelsen” er en fuldbyrdet kendsgerning, og det er den først pr. 1. januar 2008. Samme år er der folketingsvalg. Hvilken finansminister vil sætte 20 kommuner à 80000 indbyggere i fængsel i et valgår? Regeringspartiet Venstre har haft vælgertilbagegang ved de sidste to folketingsvalg og kan nemt komme til at sætte regeringens flertal over styr.
Erik Thau-Knudsen, næstformand for Langøskolens Bestyrelse
2006-09-02
Denne artikel blev publiceret på debatsiderne om Ny Silkeborgs budget 2007 i Midtjyllands Avis 2006-09-06 med titlen En ommer, Thor Pedersen