![[ Portræt af Erik Thau-Knudsen ]](/picts/erik/09-07-30_kreidefels_256x256.jpg)
Sprogformidling
Ak ja, de vikarbureauer!
Det er ikke altid til at vide, om man skal le eller græde, når man snakker med sit vikarbureau
I foråret 2004 lod jeg mig registrere på de to vikarbureauer, som dengang fandtes i Silkeborg. TempTeam, som er en af de store spillere på det danske marked for udlejning af arbejdskraft, har også kontor i byen. Det har altid været en blandet oplevelse at snakke med dem.
En gang hver eftersommer ringer den samme dame fra TempTeams kontor i Viborg for at spørge mig, om jeg kan undervise i engelsk på en teknisk skole deroppe. Jeg svarer hver gang ja, men henviser også til, at jeg ikke har universitetseksamen i engelsk, omend jeg ikke vil være bange for at tage udfordringen op med at undervise lærlinge i den variant af jysk. Trods alt har jeg også kikket en del på engelsk fra den teoretiske synsvinkel som et ud af mine mange sprog, og praktisk har jeg da skrevet en del på sproget, herunder publiceret. Hver gang ender det dog med afslag fra den tekniske skole.
Værre står det til i min hjemby. Her består min kontakt med den lokale afdeling i en årlig forespørgsel om, hvorvidt jeg stadigvæk er interesseret i at stå i deres arkiver, og om jeg har taget kurser eller haft joberfaring, som medfører en opdatering af mit CV. Job har TempTeam Silkeborg aldrig tilbudt mig.
Almen viden
Min sidste snak med dem skete telefonisk 4. juli. Jeg sprang kurser over og nøjedes med at indberette to joberfaringer:
- Valgobservatør for OSCE i Kazakhstan, og
- medforfatter til Den store danske encyklopædi.
Kazakhstan havde hun vist ikke hørt om. Hvordan staver man til det?
Mere symptomatisk var det, at jeg også skulle stave encyklopædi
for hende. Godt nok var hun nystartet, så man kunne ikke forvente kendskab til samtlige mulige arbejdspladser af hende, men begreber som Kazakhstan
og encyklopædi
hører under almen viden.
Noget andet er specialistviden, og her handler det om bureauernes evne til at vurdere deres vikarers kvalifikationer og uddannelser, så at vikarbureauerne kan placere dem i stillinger, hvis arbejdsfunktioner vikarerne kan udføre betryggende. Her ser det næsten værre ud.
Ved min første samtale på TempTeam Silkeborg i februar 2004 skulle jeg udfylde et afkrydsningsskema med mine kvalifikationer. Jo, kvalifikationer var titlen. Man skulle krydse af, om man kunne tage diktat, skrive efter diktafon, maskinskrivning o.l. Så kom spørgsmålet om flair for tal
. Jeg anede ikke, hvad det var, men damen, som vi kan kalde Charlotte, forklarede, at det handlede om at have evne for at regne. Jeg forstod det som, at man ikke skulle være talblind og kunne som matematiker fra gymnasietiden godt krydse det af. Men alligevel — flair for tal får man ikke af et kursus. Det er man født med lige som intelligens. Ergo er det ikke en kvalifikation, men en kompetence. Det undrede mig, at Temp Team ikke har opdaget den lille misforståelse. Især, fordi det er et spørgeskema, som hundredevis af TempTeam-folk årligt udfører på vel over 1000 ansøgere.
Specialviden
På en hylde lå forlægget til en test i maskinskrivning. Den samme tekst havde jeg prøvet på et andet vikarbureau i 1995 eller 1996 og opdagede en sproglig fejl i den. TempTeam havde ikke rettet fejlen siden da.
Som i alle spørgeskemaer ved jobsøgning spørges der i TempTeam også til graden af ansøgerens kundskaber i sprog og computersoftware. Jeg spurgte tilbage om, hvad der lægges i at være god, meget god, o.s.v. Er man meget god, når man kan undervise i et bestemt program eller skal man være så dygtig, at man selv har skrevt programmet? Ja, begge dele,
sagde fr. Charlotte prompte. Nærmere kunne hun ikke præcisere det. Spørgeskemaet var identisk i 2005, da jeg skulle genregistreres hos vikarbureauet.
Jeg mødte samme Charlotte som forelæser ved et jobsøgningskursus senere i 2004. Der spurgte jeg, hvad TempTeam og hun selv opfattede som forskellen mellem kompetence og kvalifikation. Hun rodede sig ud i en længere forklaring, der bl. a. sluttede med, at kvalifikationer er noget, som opnås ved erfaring. For at stille tingene på spidsen fik jeg hende til at indrømme, at en nyuddannet ingeniør efter hendes definition er ukvalificeret og inkompetent
. Men så har han jo så meget andet at byde på
, tilføjede hun uanende om, at hun dermed modsagde sit firmas egne begrebsrammer.
De professionnelle
Sjovt nok møder man ikke samme mangel på refleksion over ens arbejdsrutiner alle steder i erhvervslivet. I 2005 søgte jeg ind hos A. P. Møller som informationsmedarbejder. A. P. Møller har et personalekontor, som står for de ca. 100 nyansættelser, som shippingkoncernen har på årsplan. Ansøgningen sker ved at udfylde et skema på internettet. Når ansøgeren skal angive sine sproglige kompetencer, kan man få vejledning, som går helt ned i detaljer som, at man kan skelne mellem hårfine stilistiske nuancer, forstå alle vigtigste dialekter o. s.v. Jobsamtalerne føres over 3-4 gange med udskillelse efter hver gang. Til samtalerne testes man for intelligens og personlighed ved internationalt anerkendte og certificerede metoder. Det er imponerende, når man tænker på, at virksomhedens speciale slet ikke er mennesker, men fragt af varer fra et kontinent til et andet. TempTeam og andre aktører på vikermarkedet, jeg har opsøgt, når ikke A. P. Møller til sokkeholderne.
Der er selvfølgelig grundlæggende forskelle på et vikarbureau og en koncerns personalekontor. Vikarbureauet skal både hyre ny arbejdskraft og være på udkik efter aftagende virksomheder med hver deres kultur, kerneproduktion og lønniveau, som også skal forhandles. Koncernens personalekontor skaffer arbejdskraft, men til én og samme aftager, omend forskellige afdelinger. Bureauernes arbejdskraft er flygtig, d. v. s. bliver kun en begrænset tid hos såvel aftagerne som bureauerne (de fleste vikarer betragter vikariatet som en midlertidig løsning, hvor vikariaterne kan give et overblik over arbejdsmarkedet). Virksomhederne ansætter folk i åremål, evt. på livstid.
Her hører forskellene grundlæggende dog op. Vikarbureauerne er præget af uprofessionalisme og ureflekteret udvælgelse af nye vikarer. Selv de mest ydmyge arbejdspladser, hvor jeg har været — både som ansat eller som ansætter, privat såvel som offentlig — hyrer nyt personale med større professionalisme og grundighed.
Erik Thau-Knudsen
2006-07-06