![[ Portræt af Erik Thau-Knudsen ]](/picts/erik/09-07-30_kreidefels_256x256.jpg)
Sprogformidling
Kultur
Billede fra www.lordi.org/
Monster Rockers — postmodernismens triumf i MGP
Hvad der var tænkt som en provokation mod klassicisme og gnidningsfri pop løb af med sejren ved Eurovisions musik grand prix i Athen. Overraskelsen lå ikke så meget i stilbruddet som i postmodernismens sejr.
Da det finske heavy-metal-band Monster Rockers løb af med sejren i MGP, var der massevis af mennesker rundt om i Europa, hvis overraskelse havde karakter af hadsk modvilje mod vinderne. Beskyldninger om Satan-tilbedelse indlagt i vindernummeret var fremme i værtslandet Grækenland inden den store finale den 21. maj 2006. Hjemme i Finland blev landets præsident Tarja Halonen opfordret til at bruge sin vetoret til at forhindre det kontroversielle band i at repræsentere landet og i stedet sende en finsk folkesanger til afslutningen i Athen.
Hjemme hos os i Silkeborg var det kun mig og min søn Balder, som holdt os vågne nok til at kåre vores yndling. Balder, som er 3 år gammel, faldt for denne onde gruppe
, som protesterende grækere kaldte dem. Monster Rockers fik hans og dermed hele husstandens stemme.
Og hvorfor fik de den? Musikken er dødsmetal og så fjernt, som man kan forestille sig, fra den sødsuppe af børnepop og Crazy Frog-elektromusik, mine unger ellers lyttede til inden Melodi Grand Prix-et. Og deres musiksmag har ikke ændret sig en tøddel siden da.
Postmoderne
Nej, vi faldt for det postmoderne. Mens vi ved de seneste mange melodi-grand-prix-er har set, hvordan de optrædende er blevet mere og mere afklædte, kommer Monsterrockerne ind så påklædte, som man nu er fysisk i stand til at blive, hvis man stadigvæk skal kunne klemme strengene sammen på guitaren. For tilskueren udraderer kostumet fuldkommen den identitet, som gemmer sig bag gummimasker og flagermusevinger. Der kunne lige så godt have stået en Michael Jordan og en Eric Clapton inde i kostumerne, men nu var det Elmary, Alma og Kita under forsangeren Lordis ledelse.
Det karnavaleske
Kostumerne var det karnavaleske indslag i melodi-grandprix-et. I folkloristikken ligger en fin teori ligefor. Ved formumningen sker en identitetsforskydning. Individ A tager individ B's dragt på og dermed bliver hans identitet til B's identitet. Selv om resultatet ligner B, er det ikke B. Det ved i hvert fald individ A. Han er stadigvæk A. Heri er indholdet af formumningen — man er begge identiteter på en gang. Selviscenesættelsen, som kendetegner det postmoderne, og består i formumningen i en eller anden grad. Jo større forskel på A's og B's kostymer, desto større fudkommenhed i transitionen. Det blev demonstreret af den blondine, som optrådte for Ukraine. Hun skiftede fra den ene badedragt til den anden under sin optræden samme aften. Det var bare ikke nok til at vinde. Publikum valgte finsk kvalitet, ikke ukrainsk kvantitet.
Ikke epoken med sig
Min søn faldt for det seje i deres fremtoning, men denne sejhed ændrede ikke hans egen tøjsmag. Og sønnike spiller ikke den slags musik af den grund. For man hopper ind og ud af monster-identiteten, som man vil, og man vil det kun lige netop den 21. maj 2006 til Eurovisionens sangkonkurrence. Herom var resten af nationen enig. Ingen ny musiksmag, ingen ny tøjmode drøner frem i horisonten. Det kunne kun Abba sætte i værk, og Monster Rockers er ikke Abba. Abba var tidstypiske og ramte plet med deres unisone sange. Uhyrerne fra Norden hittede ikke med mainstream-musik og kan ikke rykke tøjmoden en tøddel. De havde øjeblikket med sig, ikke epoken.
Det finske dødsmetal-band blev båret frem af et publikum, som lagde en ironisk distance til hele medie-virakken, der var sat i sving i Athen. I giver os sødsuppe som altid, fordi I ved, at vi bedst kan lide det, men vi blæser jer et stykke og vælger det modsatte
, synes seerne at have tænkt med et drilsk smil på læben. Også denne distancering er en postmoderne tilgang til fænomenet Europæisk Melodi Grand Prix. Ganske betegnende skrabede Monster Rockers flest topkarakterer ind netop fra det protestantiske og postindustrielle Nordeuropa, der, hvor postmodernisme går sin sejrsmarch gennem det kulturelle landskab.
Vi lever i en fragmenteret tid, siger postmodernisterne. Længe leve det finske fragment.
Erik Thau-Knudsen
2006-06-02