Skip menu

2005-12-12 Brødkrummespor: Forside Dokumenter Taler

No. 9 . IT Kreativ - IT Extreme

Fortabt i oversættelsen?

SlavoglottaSprogformidling

Nyt

2013-11-04 22:27
En tør kop kaffe

Udtrykket en kop tør kaffe fra Danmarks Radios program Sproghjørnet i uge 44 2013 nr 3 har nok mindre med en tør omgang og mere med Dalton-brødrene fra den populære Lucky Luke-tegneserie at gøre.

2013-09-29 21:16
Farvel, Solrød!

Balder og Synnøve hos Bonnier i Herning, hvor de anskaffer marsvin, som skal kaldes Solrød
Vort marsvin stak af fra os den 21. juli 2013. Jeg sørger, men tror, at hun har det godt. Eller havde det godt de første mange uger.

Alle uden mor

2010-10-09 22:46
Workshops i Number 9

Mens mor var til 40 års fødselsdag hos en kollaga, brugte resten af familien lørdag aften med workshop.

Børn

2010-10-02 06:48
Så kom artiklen i Story!

Synnøve svæver
Køb oktobernummeret af Story — det er der, hvor min datter har sin artikel om det magiske spejl med.

Børns fremskridt

2010-09-29 19:38
Datter på 11 vinder novellekonkurrence

Synnøve var som barn meget begejstret for Kaj og Andrea. Her ses hun med maksimumfigurer, et lille spin-off fra mit filmprojekt på Silkeborg Seminarium 2010. Foto: Erik Thau-Knudsen, 2010-03-19
Min datter Synnøves novelle Det ukendte vandt i en konkurrence på pigebladet Story. Fortællingen kommer med i næste nummer.

Internt

2010-09-13 10:13
Fejl på webstedet

pMachine
Der er fejl på webstedet thau-knudsen.dk. Det skyldes opgradering til moderne software. Beklager besværet, det må forvolde dig.

Eksamen

2010-06-11 15:54
Sådan kunne det gå til

SIF-osi på Silkeborg Stadion ved superligakampen SIF-FCK. Foto: Erik Thau-Knudsen, 2010-05-09
Psykologi-eksamen gik over al forventning for mit hold på Silkeborg Seminarium. Mindst fem 12-taller ud af 23 eksaminerede. Det hold var jeg også på.

Henning Friis-Knudsens begravelse

Tale ved Henning Friis-Knudsens begravelse

Foto: far og to sønner bygger snemand

Talen, som jeg holdt ved min fars begravelse på Vesterbro i København den 24. september 2005, dukkede op i december. Først havde den været i min jakkelomme, siden faldt den ud, så tog min kone den, hvorefter den flyttede rundt i skufferne i Silkeborg. Endelig, som lovet for dem, der ikke kunne være med i Absalons Kirkes sognelokaler, er her den bedst mulige rekonstruktion.

Det havde nok været Hennings stil at holde en tale, som jeg havde lært mig udenad. Jeg må desværre støtte mig til det skrevne ord.

Mentalitetshistorie

Jeg mødte en gang i 1980-erne en historiestuderende, som var ved at skrive speciale i mentalitetshistorie, altså mentaliteten i bestemte tidsperioder. Han havde taget udgangspunkt i 1600-tallets begravelsestaler. De blev skrevet af professionelle, af skriftkyndige klerke. Talerne var lange — somme tider varede de flere timer — og fremhævede ting ved afdøde, som ikke nødvendigvis var særligt sande, men som var rigtige for tiden. Det handlede nok om fromhed, gavmildhed, mod, fasthed og styrke.

Hennings værdier

Nu står jeg selv og skal sige noget om Henning, som passer på det 20. århundredes mentale værdier. Jeg kunne fremhæve

Musikalitet

Den kom til udtryk i, at han kunne spille på trombone, saxofon, klarinet og mange andre instrumenter. Jeg husker stadigvæk den blanke trombone, som hang over entredøren i mit barndomshjem i Mørkhøj. Det musikalske gen er gået videre hos hans efterkommere.

Drengethed

Der er nogle kendetegn, som bedst kan sammenfattes under begrebet drengethed.

  • Der var alle de mange dimser, som kunne køre rundt, dreje eller udstøde sjove lyde. Faktisk var hele hjemmet et raritetskabinet og børnebørnenes yndlings-legeplads.
  • Skiltesamlingen: Henning samlede på skilte. De stammede fra byggepladser og andre steder, hvor han kom forbi. Engang forærede jeg ham til jul en samling skilte fra Østtyskland. Han blev ikke rigtigt glad for dem, fordi jeg havde nedladt mig på at købe dem i den butik. Det var ikke autentisk nok for ham. Autenticitet indebar tit, at de skulle være stjålne; de skulle have en forhistorie. Derfor måtte jeg til julen 1982, hvor jeg var på vej hjem med færgen fra Helsingfors til Stockholm i ly af natten snige mig ud af min kahyt og med skruetrækker løsne et af skiltene til etagerne og stoppe det i min rygsæk. Min var var glad — der var en historie at fortælle.
  • Børn er først sjove, når de kommer i vandpistolalderen, har Henning udtrykt. Det er sigende for legebarnet Henning. Og han tog det alvorligt med sin 4 liters vandkanon med en rækkevidde på 16 meter. Han var den perfekte bedstefar.

Eksperimenteretrang

  • Vi kender vel alle historien om muldvarpene i sommerhuset Friisenborg i Gørlev. Det var dengang, han som led i den ulige kamp mod muldvarpeskuddene i baghaven satte små hjemmelavede vindmøller ned i skuddene for at skabe så meget larm i undergrunden, at skadedyrene fortrak til nabojordene.
  • Vinbrygningen: Jeg husker den evindelige lugt af gærende vin fra mit barndomshjem, både i kælderrummet og lejligheden på Rybjerg Allé 55. Han fortsatte med det ind til sin død og samlede ind af naturens frugter og blomster. En gang var vi sønner sammen med far om at gå på æbleskud i en forladt have i Mørkhøj for at skaffe frugt til Hennings vinballoner. Genet er fortsat hos mig, hvor det i stedet kommer til udtryk i marmelader og geléer.
  • Det overdådige måltider under vore besøg hos Henning og Lena var altid — næsten — med nye menuer af hidtil uprøvede retter. Her havde Lena nok største hånd på menuens sammensætning, men vi ved jo, at efterretten i reglen var Hennings værk.

Livsglæde

Man kan inddele alle mennesker i to kategorier.

  1. Livsnydere, som nyder livet i fulde drag;
  2. Livssnydere, der er mennesker, som snyder sig selv for livet, tit endda snyder de sig også for døden.

Henning lærer sønnesønnen Balder at ryge pibe.
Fotograf: Erik Thau-Knudsen, 2004-12-23.

Min far hørte bestemt til første kategori.

  • Han holdt sit alkoholindtag oppe på Sundhedsstyrelsens anbefalede 21 genstande ugentligt.
  • Han nød et godt stop i sin egen håndlavede pibe. Senere blev det mere til smøgerne — de små pinde til hans ligkiste.
  • Glæde ved god mad, både hjemme og ude.
  • Han og Lena hold mange ferier, både til eksotiske rejsemål (Brasilien, Thailand, USA. Bulgarien, som var årets tur, blev han og Lena snydt for) og til almindelige rejsemål, som gentog sig år efter år. Der var skiturene til samme lokalitet i Østrig på samme hotel som i fjor og Hollands-turen om efteråret, når Danmark var blevet for gråt at se på.
  • Glæden ved haven: Henning elskede kolonihaven og tilbragte så meget af sin sidste tid som muligt ved huset på Pilegårdsvej.

Samfundssind

Henning havde et stort mål af moral og samfundssind.

  • Sammen med Lena adopterede han udsatte børn i eksotiske lande, skrev sammen med dem og sørgede for deres opvækst.
  • Der var bestyrelsesposter til Henning overalt, hvor han satte sine ben. Jeg bliver altid valgt som kasserer, sagde han en gang.

Skønhed og charme

Foto: Henning i Tivoli 2002

I sine unge dage var Henning festernes ubestridte midtpunkt, sagde man. Vi, som har oplevet min far i hans ældre år, ved, at det var sandt. Jeg har ikke mødt den kvinde, som efter at have truffet Henning, ikke falte om min far med en særlig glød i stemmen og på kinderne.

Ind i døden lå han i sin glans som en ubeskriveligt smuk mand, hengivet i en fantastisk ro.

Kærligheden

Min far og Lena var gift i 33 år. Det var og er et lidenskabeligt forhold. Det vidner Lenas dødsannonce for Henning om i gårsdagens nummer af Politiken.

Henning elskede også sine svigerforældre højt og tog deres bortgang mindst lige så tungt, som Lena gjorde det.

Kærlighed i timingen

Sygeplejersken Tine, som var med min far den sidste dag i hans liv, snakkede min bror og jeg med dagen efter, at han var død. Hun sagde: Det er sjældent, at folk her på Intensivafdelingen død, mens de holder deres kære i hånden. Det sker mest, når de raske lige er gået ud for at tisse er er gået hjem for at sove.

Sygeplejerskens ord vakte eftertanke. Det var jo sådan, at min far døde. Det var mindre end en time efter, at Lena var gået hjem. Det kan man fortolke på i hvert fald to måder.

  1. De levende holder de døende fast i livet. Først når vi levende giver slip, kan de døende komme ud på deres lange rejse.
  2. De døende vil tilbringe så megetn tid med deres kære, som de orker. Når de kære forsvinder ud af rummet, forsvinder de døendes sjæle, bare den anden vej.

Jeg tror ikke på den første fortolkning. Vi levende kan ikke holde på de døende. De døende vælger selv, hvornår de vil forlade denne verden (vi taler her om timer og minutter).

Søren Kierkegaard udtalte en gang:

Livet leves forfra, men forstås bagfra.

Så man kan forstå fra dødsøjeblikket, hvad det handlede om. Det handlede om kærlighed. Henning sov ikke ind. Han sov slet ikke, mens vi var der. Han havde haft rigelig lejlighed til at sove inden da. Han var bedøvet, ubevægelig, men bevidst om vort tilstedevær. Og han gik først fra os, da vi havde fortalt ham vore sidste ord.

Det er kærligheden. Det er kærligheden, som møder sin fysiske grænse, for derefter at bryde grænsen og trække sit spind langt ind i den hinsides tilværelse.

Den sidste gang, jeg kunne tale med min far, mens man endnu kunne føre en samtale med ham, mens han endnu kunne svare igen, var, da jeg tog afsked med ham i kolonihaven i Mørkhøj. Han havde lagt sig på sengen, og vi — Balder, Synnøve, Lone og jeg — skulle gå. Jeg gik ind til ham på soveværelset og gav ham et kram. Han nåede at hviske mig Jeg elsker dig! Det var sket — på samme måde — en gang tidligere i hans sygeforløb, i juli måned. Ellers mindes jeg ikke, at han sagde det i resten af mit liv. Kærligheden kom for Henning til udtryk i handling, ikke i ord.

For mig var det vigtigt. Det viser, at vi lever for at elske, for at lære at elske vore nære fuldt og helt.

Uretfærdighed

Foto: Farfar skræmmer Synnøve i 2001

Det var så uretfærdigt, at han døde. Mine børn har netop nået den kritiske alder, som jeg og min bror vil se det. Vore forældre skiltes, da jeg var seks år gammel, og min lillebror var tre år. Vor far fandt Lena til at udfylde sit liv med, men vor mor fandt aldrig en varig erstatning for Henning. Nu har mine børn den samme alder — 6 og 3 år — som vi brødre selv havde det. Jeg mangler et hjemligt forbillede til at opdrage dem, for dengang forsvandt min egen far. Nu forsvinder Henning igen ud af mit liv, netop som han skulle til at være mine børns farfar. Det er så uretfærdigt. Han skulle have haft 15 år endnu.

En evig værdi

Så hvis vi skal vende tilbage til den historiestuderende fra starten af min tale, så kunne vi spørge ham: Er der nogle parametre, som man kan måle en afdød på, der ikke er tidstypisk? Den historiestuderende ville svare Nej!

Jeg vil svare Ja. Min fars død og det liv, han fik før da, viser, at det var kærlighed.

Vi elsker dig, far, farfar og svigerfar. Hav det godt hinsides.

Erik Thau-Knudsen

2005-09-24

Links

Foto: Erik tænder et lys for sin far

 


Oversigtskort | Om forfatteren  | Om webstedet  | Ophavsret  | Persondatapolitik | Kontakt  Bookmark and Share

Denne side bruger Cascading Style Sheets version 2.1, som din browser ikke kan vise korrekt. Du vil derfor opleve uregelmæssigheder i strukturen og layout.

Erik Thau-Knudsen • Skolegade 2A, 2. sal • DK-8600 Silkeborg • Tel.: (+45) 8680 1882  • Mob. (+45) 4013 4133 • Fax: (+45) 8685 6967