Billeder
DM i billeder
Her kommer min foto-dækning af medlemsseminaret i Dansk Magisterforenings Sektor HTDA i august 2006.
Samtidig med DMs seminar satte tyske Porsche-ejere hinanden i stævne i Kupfermühle, hvor hotellet var, for at lave opvisning i sikker kørsel i grænselandet. Der var mange, der savlede over bilerne og de blondiner, som sad på passagersæderne. Fotograf: Erik Thau-Knudsen
Bor man over 40 km fra storbyerne, er det sjældnere, at man lige kan komme med til det møde i ens fagforening. Når DM — Dansk Magisterforening — indbyder til weekendseminar, så er snakken en helt anden, ikke mindst når det sker på internat. Det kom der en masse billeder ud af.
Seminaret fandt sted på Hotel des Nordens, et danskejet hotel 300 m syd for den dansk-tyske grænse mellem Kruså og Flensborg. I dagene fredag den 11. til søndag den 13. august 2006 var bestyrelsen og syv medlemmer af den vestdanske sektion af HTDA — Sektoren for Honorar- og Timelønnede, Deltidsansatte og Arbejdsløse — på seminar, hvor der var foredrag og drøftelser om ledighed og beskæftigelse. Herunder fik vi dekonstrueret de mange myter, som er pustet ind i debatten fra spindoktorer i tænketanken Cepos og Dansk Arbejdsgiverforening.
Eksempler på myter
Arbejdsløsheden er rekordlav.
Arbejdsgiverne skriger på kvalificeret arbejdskraft.
Demytificering
- Ved udløbet af 2005 var den registrerede arbejdsløshed på et stykke over 4%. Vi skal tilbage til 1974 for at finde så lave tal. Men 1974 var et år præget af oliekrise og recession i økonomien. Inden ca. 1972 havde Danmark en periode på 25 år med en ledighed på 2%. Hvis man taler om rekorder, så må det handle om enten 1) siden man fandt på at måle ledigheden — og det har man gjort i over 100 år — eller 2) i mands minde — vel svarende til de sidste 70 år. Det passer ingen steder med en rekordlav arbejdsløshed. Endvidere er over 400.000 mennesker ikke med i statistikken, fordi de er kontanthjælpsmodtagere (her undtages svære sociale tilfælde), førtidspensionister, efterlønnere eller på forskellige former for orlov. Alle har de lyst og evner til at arbejde i begrænset eller meget tit fuldt omfang.
- I perioden 2001-2005 er ledigheden ikke faldet for de højest kvalificeredes vedkommende, men tværtimod steget let. Det gælder alle typer uddannelser i AC-området (undtagen læger og tandlæger) — både humanister, naturvidenskabsfolk, ingeniører, jurister, samfundsøkonomer o.s.v. Arbejdsløsheden falder kun for folk med mindre uddannelse. Arbejdsgiverne er derimod, som det ses, tilbageholdende med at ansætte højt kvalificeret personale. Eller for at sætte det på spidsen —
arbejdsgiverne skriger af skræk ved synet af kvalificeret arbejdskraft
.
Men kik på billederne. Der hygger vi os. Hotellet havde både svømmebassin, tenniscourt, sauna, fitness-center, spillehal og supermarked — kun det sidste var noget, vi havde tid til at benytte os af.
Erik Thau-Knudsen
2006-08-14