![[ Portræt af Erik Thau-Knudsen ]](/picts/erik/09-07-30_kreidefels_256x256.jpg)
Sprogformidling
Es ist hart, Mann!
Man føler sig malplaceret, når man lander på et af de mange kurser i jobsøgning, som smarte bureauer afholder for offentlige midler. Syv uger på Hartmanns underbygger holdningen, omend den også nuanceres
Jeg må hellere bide i det sure æble og erkende både for mig selv og ikke mindst denne avis læsere, at jeg er kontanthjælpsmodtager og har gået rundt med det stempel på ryggen siden starten af 2004, undtaget en enkelt afbrydelse på 6 uger i efteråret 2004. Kommunen har sat mig i kategori B i systemet af sociale klienter, det vil sige gruppen af subjekter, som mangler et kontaktnet omkring mig for at komme i gang igen. Den slags bliver aktiveret.
Hartmanns afdeling i Silkeborg, 2005-07-02. Fotograf: Erik Thau-Knudsen
Den 2. maj 2005 begyndte jeg på et jobsøgningskursus hos Hartmanns. Hartmanns er en ud af de mange tredie-parter, der findes på det danske arbejdsmarkeds sidelinie for at aktivere folk, lave jobsøgning. Andre aktører er blandt andet AS/3, eVisions, Magistrenes Jobservice og en underskov af virksomheder, private såvel som offentlige, som tilbyder arbejdsløse og lignende delingkventer diverse kurser. Nogle kurser er kvalificerende. Den slags kursus går jeg ikke på. Det eneste, det kvalificerer til, at at skrive en kvalificeret ansøgning til et job, man er kvalificeret til.
Så jeg har i to måneder skrevet ansøgninger og lavet CV-er. At jeg havde lavet CV-er inden kurset var min sagsbehandler i Silkeborg Kommune ligeglad med. Men hverken han eller hans forgænger har heller gidet at kaste et blik på mit CV. Ind imellem er der gruppearbejder, hvor man diskuterer hinandens materialer. Det sidste gruppearbejde handlede om opfordrede ansøgninger. De andre kursisters ansøgninger var fiktive, fordi en pæn del kursister ganske enkelt ikke har responderet skriftligt på et jobopslag før i deres liv. For 20-30% vedkommende kan man høre glædesstrålende udbrud, når de har formuleret deres første ansøgning. Jeg selv må have rundet de 100 stillingsansøgninger siden min dimission i 1989.
Datalister
Grellere står det til med CV-erne — eller datalisterne, som det hedder i Hartmanns og AS/3's diskurs. På mit hold med dets 10 kursister var der højst to, som havde lavet deres CV-er inden kurset. Jeg selv har haft et CV siden min første ansøgning om kursus i Bulgarien. Det var i 1981, da jeg var 21 år gammel.
Forskellige kursister
Forskellene mellem mig og de øvrige kursusdeltageres profiler er afgrundsdybe. I Silkeborg kommer man kun på Hartmanns som en del af sin aktivering som kontanthjælpsmodtager. Og hvorfor ligger vi kursister i dette niveau af det sociale sikkerhedssystem? Jeg gør det, fordi jeg med for få arbejdstimer ikke kunne holde mig liggende i a-kassesystemets sikkerhedsnet. Ingen af de andre på mit hold har været i a-kassen, men går direkte på kontanthjælp, når de mister jobbet. Det er altså en anden social strategi, de har. Der var dog også alvorligere grunde blandt holdkammeraterne. En havde været stofmisbruger (men var godt ude af det), en anden havde en forhistorie med nervesammenbrud og børnefjernelse. Og så er der den forventelige kvote af 1-2 indvandrere, der kun forstår halvdelen af, hvad der bliver sagt, men som hvad gennemsnitligt uddannelsesniveau angår ikke ligger ringere end de andre danskere.
Uddannelse
Der er mere post-gymnasial uddannelse samlet i min person end i alle de andre tilsammen, inklusive kursuslederne (jeg er cand. mag., cand. ling. merc., delvis ph.d., journalist, lusist og lingvist).
Under en øvelse i kursets start blev vi bedt om at skrive et realistisk stillingsopslag til os selv, det vil sige en annonce for et fiktivt job, som vi havde lyst og evne til at bestride umiddelbart, altså et realistisk drømmejob som ikke fordrede yderligere eksamina eller joberfaring for at springe til. Alle de andre beskrev ufaglærte job, typisk med ordene du behøver ikke at kende noget til området — vi lærer dig op undervejs
. Jeg selv afleverede to opslag — et for en tolk ved EU (kræver videregående uddannelser), et andet som skrivende webmaster. Det var altsammen fiktion, men siger en del om mine medkursisters kvalifikationer.
Man får noget af at give
Skævhederne fortsætter i gruppearbejderne. På det seneste af slagsen, hvor man som nævnt skulle diskutere hinandens jobansøgninger til opslåede stillinger, blev et given bort af viden uden at få igen fra de andre kursister. Jeg bidrog lige som alle de andre med indlæg i gennemgangene af de enkeltes materialer. Da turen kom til min ansøgning + bilag, var kommentarerne bare jeg forstår den ikke, omend den virker velformuleret
. Altså nærmest ingen hjælp. Dagens kursusleder havde afslutningsreplikken Man lærer ikke bare af at høre de andres kommentarer; man lærer også af selv at give kommentarer
. Det klang bekendt i mine øren. Det var en af grundstenene i de værdisæt, som blev introduceret sammen med gruppearbejdet som en undervisningsform i starten af 1970-erne. Men når man har måttet være tovholder og arbejdshest gennem 5 folkeskoleår, 3 gymnasieår og en stor del af de efterfølgende uddannelser, jeg har taget (i det omfang, at gruppearbejde har været en mulighed), så begynder man at køre træt i den slags bemærkninger.
Kursuslederne på Hartmanns er dog ikke blinde for diskrepanserne. Når mine tekster står for tur i gruppearbejderne, er der mandsopdækning fra personalet, som naturligvis også er dem, som har de kvalificerede kommentarer til min indsats og materialer.
Man lærer jo så meget
Får man så noget ud af at være på kurset? De andre gør uvivlsomt. Nogle lærer at skrive deres livs første ansøgning (selv folk i 40-erne kan være i den situation), endnu flere får opstillet et CV, og enkelte — ca. 10-20% — får stiftet bekendtskab med en computer for første gang.
Når en kursist bliver jobramt, som det hedder i Hartmanns diskurs, serverer han eller hun kage for de andre. Det er altid glædeligt at høre dem beskrive den lethed, hvormed de kom til stillingerne (ikke mindst på baggrund af deres lette CV-er). Med alle de kaffe- og kage-borde, jeg har deltaget i gennem de seneste to måneder, har jeg lagt mig et solidt bildæk på 4-5 kg om livet.
Nej til at være bombemål i Afghanistan
I midten af juni 2005 troede kursuslederne, at det var min tur at give kage. Det var, da Europe Aid, en EU-institution, havde udvalgt mig til at være langtidsobservatør ved parlamentsvalget i Afghanistan i efteråret. Jeg måtte afslå det smigrende jobtilbud, fordi min kone havde for travlt med sit job på Silkeborg Amtsgymnasium. I efteråressemesteret 2005 skal hun gennemføre den nye gymnasiereform med dens helt nye krav til undervisnings- og samarbejdsformer. Det skal nok skal føre til et par nervesammenbrud i lærerstaben,
som en af hendes lærerkollegaer sagde ved et møde.
Så gymnasiereformen kræver ro og ordnede forhold på livets andre områder i de mange hjem, hvor den ene beboer er gymnasieadjunkt. Så det nytter ikke, at farmand til Synnøve på 6 og Balder på 3 leger skydeskive for Taleban og Al Qaeda i de 10 uger, hvor det går hedest til på de danske gymnasier i dette årti.
Karrieren startede på toppen
Ud over tilbuddet som bombemål har det skortet på chancerne. Som sådan er dette en tendens, som har varet længe. Jeg meldte mig arbejdsløs den 1. september 1999 efter 3½ år som ph.d.-studerende ved Københavns Universitet. Forinden havde jeg også været arbejdsløs i 4-5 måneder. Inden da havde jeg tjent mit udkomme mest som tolk og oversætter, men hele den periode fra 1989, hvor jeg fik mit 13-tal for specialet i balkanistik og til januar 1996, hvor jeg meldte mig arbejdsløs hos AF, var en periode med konstant tilbagegang i indkomst fra 360.000 p.a. (1990) og ned til under 120.000 p.a. (1995). Man kan beskrive min økonomi siden afsluttede studier med, at det startede på toppen og siden da kun er gået nedad. Tolkejobs, som jeg levede godt af, hænder for mig i dag ca. 1 gang månedligt.
Jeg synes ellers, at jeg har gjort det rigtige gennem livet, det, som forventedes af en god og arbejdsduelig samfundsborger: fulgt min skolegang, ikke skulket, lavet mine lektier, taget mine eksaminer og stræbt efter bedste karakterer, har videreuddannet mig, gået på tillægskurser. Siden søgt stillinger både inden- og uden for mit området, både geografisk og fagligt. For eksempel står der sjældent den samme stillingsbetegnelse i jobopslagene, som jeg responderer på, og mine seneste 10 ansøgninger er sendt til arbejdspladser i Silkeborg, Virum, Helsingør, København og Bruxelles. Ansøgningerne er velskrevne og klare, og CV-erne udtømmende for mine kvalifikationer, hedder det fra de jobsøgningskurser, jeg har deltaget i. Læg dertil dadelfri vandel — en pletfri straffeattest, ingen misbrugsproblemer og en IK-score bedre end mindst 84% af befolkningen. Og at jeg skal tælle måneder eller år tilbage til sidste gang, jeg havde en sygedag.
Poul Nyrups ord
Hvorfor kan jeg ikke få et job? Hvorfor kan jeg ikke engang få et rengøringsjob, når jeg søger om det? Hvordan kan det være, at jo flere uddannelser jeg tager, desto sværere er det at få arbejde? Er uddannelse ikke vejen frem? Sagde Poul Nyrup i slutningen af 1990-erne da ikke, at det er et hårdt arbejdsmarked. Man kan ikke få et job med mindre man har en videregående uddannelse og taler to fremmedsprog.
? Jeg har 2-3 videregående uddannelser og taler mindst 6 sprog.
Men nu har jeg også en stillingsansøgning som Poul Nyrups højre hånd liggende i Bruxelles. Jeg har nemlig taget ham på ordet.
Jeg er begyndt at spørge ad, når afslagene kommer. Overkvalificeret
er det svar, som jeg hørte.
Regnar
Er jeg frustreret? Jovist. Ikke på grund af mine medkursister, for vi kan jo alle have en dårlig periode ind imellem eller bare andre strategier til uddannelse. Og heller ikke Hartmanns kursusledere, for de udfører jo bare deres arbejde på bestilling fra de kommunale myndigheder.
Så jeg klagede for et par uger siden min nød til min ven Regnar. Regnar er et usædvanligt menneske. Han lærte sig hindi som 14-årig, blev uddannet i russisk i militæret, og taler flydende farsi, bengali, urdu og pashto på professionelt niveau (tolke- og forhandlingsniveau) samt en håndfuld andre sprog, alle lært autodidakt, foruden den almindelige vifte med engelsk, tysk og fransk. Han er computerekspert med hang til Macintosh. Hans hjem er en blanding af undervisningslokaler og et museum for Apple-produkter helt tilbage til 1980-erne. Desuden er han musikalsk og en habil kalligraf. Han hutler sig også igennem med forskellige forefaldende ansættelser. Nu studerer han kinesisk. Han svarede:
Danmark er et land, hvor overkvalificerede personer på forhånd er dømt ude. Ingen tør ansætte sådan nogle.
Tænk, hvis de overtager hele firmaet...
Desuden har vi ingen firmaer, der er så kloge, at de evner at detektere, at en jobansøger er klog. De tror bare, han er en geek eller nørd.
Derfor kan de kloge her i landet kun blive selvstændige erhvervsdrivende, og når de så er blevet det, bliver de nødt til at forlade landet, fordi det er for erhvervsfjendsk.
Så simpelt er det.
Så kan jeg på Hartmanns i stedet få lov at lære at skrive sin jobansøgning nr. 150. Manne, das ist hart. Es ist wirklich hart, Mann.
Erik Thau-Knudsen
2005-06-28