medlem af den tyrkiske sprogfamilies sydlige gren i den altaiske sprogæt; nærmest beslægtet med gagausisk og aserbajdsjansk. Tyrkisk tales af i alt over 57 mio., hovedsagelig i Tyrkiet (ca. 55 mio.), men er vidt udbredt fra Balkan i vest til Usbekistan i øst. Særligt mange findes især i Tyskland (mere end 2,1 mio.), Bulgarien (846.000) og Nederlandene (over 192.000). Tyrkisk er officielt sprog i Tyrkiet og på Cypern.
Det tyrkiske sprog har sin oprindelse i osmannisk, sproget i Osmannerriget.
(ca. 1300-1500). Allerede i 1000-t. blev et tyrkisk skriftsprog fastlagt i hovedtræk, og det kom i 1300-t. til udfoldelse ved det osmanniske hof som administrationssprog. Alfabetet var arabisk pga. islamisk påvirkning siden 800-t., i den tidlige periode fra bl.a. tyrkiske lejesoldater i persisk tjeneste og persiske skrivere. Persisk kultur øvede således en kraftig indflydelse på tyrkisk indtil ca. 1500, især mht. ordforråd og syntaks.
(ca. 1500-1800). Efter den osmanniske erobring af Istanbul blev der i begyndelsen af 1500-t. åbnet for en stærk arabisk påvirkning af sproget, og både de arabiske og persiske træk gennemtrængte tyrkisk fonologi, morfologi, syntaks og ikke mindst ordforråd, typisk med låneord og bøjningsmønstre fra arabisk og syntaks fra persisk og arabisk.
(ca. 1800-1928). Den arabiske påvirkning af skriftsproget fortsatte, især som følge af Tanzimat-periodens sprogreformer om reduceret brug af hjælpeverber mv., og hen mod slutningen af 1800-t. afveg skriftsproget så stærkt fra talesproget, at arabiske og persiske ordbøger var uundværlige, for at tyrkere kunne læse og skrive på tyrkisk.
(1928-). Ungtyrkeropstanden i 1908 og de efterfølgende tab af store landområder på Balkan, i Nordafrika og Mellemøsten, hvor tyrkisk kun blev talt af mindretal, førte i 1923 til oprettelsen af den nuværende tyrkiske stat. Dette banede vejen for en nationalistisk sprogpolitik, som i 1928 førte til en skriftreform, hvor det arabiske alfabet blev erstattet med det latinske, der mere hensigtsmæssigt kunne gengive det vokalrige sprog. Valget af det latinske alfabet var dog i lige så høj grad en politisk tilkendegivelse af ønsket om et tilhørsforhold til Vesten.
Tyrkisk inddeles i vestlige, centrale og østlige dialekter, især ud fra præsenssuffikset -iyor, der i vest- og centraltyrkisk har formen -iyo og i østtyrkisk -iyi(r).
Syntaktisk er østtyrkisk karakteriseret ved, at sætningens sidste plads, som i reglen indtages af verbalet, også kan besættes af andre sætningsled, samt at pronominer kan placeres efter verbalet, jf. oni 'ham' i østtyrkisk gardaşumi daniy misun? Daniyurum oni 'Kender du min bror? Jeg kender ham' over for standardtyrkisk kardeşimi tanıyor musun? Tanıyorum.
Tyrkisk retskrivning er lydnær, idet hvert bogstav stort set svarer til én lyd. Sproget har vokalerne ü, u, ö, o, e, a, i og ı. Sidstnævnte udtales ɨ, omtrent som svensk og norsk u. Der er 21 konsonanter. Fremmedartede for danskere er bl.a. affrikaterne ç tʃ, jf. çak 'allerede', og c dʒ, jf. cüce 'dværg', samt sibilanten ş ʃ, jf. şiir 'digtekunst'. Sibilanten j ʒ forekommer alene i fremmedord, fx şanjanlı 'changerende' (om tekstiler) af fr. changeant. Konsonanterne kj, gj og lj er palatale varianter af k, g og l og er i skriften markeret ved cirkumfleks over efterfølgende lang vokal, fx kâr 'udbytte, nytte', gâvur 'kristen' og vilâyet 'provins'. Bogstavet ğ betegner en nu forsvunden frikativ, som enten er blevet til y j eller forlænger den foregående vokal, jf. hhv. beğ bej 'herre(mand)', soğuk so·uk 'kold' og ağız a·ɨz 'mund'.
Trykket ligger som i andre tyrkiske sprog oftest på ordets sidste stavelse, jf. perfektum af gel'mek 'at komme':
| gel'mek | at komme |
|---|---|
| gel'dim | jeg kom |
| gel'din | du kom |
| gel'di | han, hun, den, det kom |
| geldi'miz | vi kom |
| geldi'niz | I kom |
| geldi'ler | de kom |
Ved tilføjelse af visse infikser, fx negationen -mi-, ligger trykket dog fast på roden, fx 'gelmimek 'ikke at komme'. Der er en række undtagelser, især ved låneord. I egennavne af fremmed oprindelse falder trykket næsten altid på næstsidste eller første stavelse, jf. mandsnavnet 'Mehmet og stednavnet Is'tanbul.
Stavelsesopbygningen er enkel, og som i mange andre tyrkiske sprog undgås initiale konsonantgrupper. I stedet indføjes oftest støttevokaler, fx istasyon af fr. station, istatistik af fr. statistique, silep af ty. Schlepper 'slæbebåd' og kuruş af ty. Groschen (møntenhed). Nyeste lån kan dog klare sig uden støttevokal, jfr. spor 'sport', stadyum 'stadion', staj 'praktikperiode' af fr. stage.
Som på andre tyrkiske sprog ses ofte vokalharmoni, hvor vokaler efter et ords rod tager farve af rodvokalen ved såkaldt progressiv assimilation. Vokalharmoni kan fx realiseres som for-bagtungeharmoni, dvs. hvis rodvokalen er en fortungevokal, bliver de efterfølgende vokaler også fortungevokaler; på samme måde fås bagtungevokaler efter bagtungerodvokal.
Nyere er urundethedsharmonien, hvorefter en urundet rodvokal følges af en urundet vokal, og en rundet af enten rundede og lukkede vokaler eller urundede og åbne. Mange suffikser forandres dermed, fx substantivernes ablativendelse, der kan have formerne -dan, -den, -tan, -ten, jf. gözden 'fra øjet', yoldan 'fra vejen', ekmekten 'fra brødet' og kitaptan 'fra bogen'.
Tyrkisk, der har et undtagelsesløst bøjningssystem, er et agglutinerende sprog, hvor suffikser og bøjningsendelser tilføjes, uden at ordets rod ændres, fx ev 'hus' over for evde 'i huset', evlerde 'i husene', evlerimde 'i mine huse' og evlerimdedir '(de) er i mine huse'. Der findes ikke grammatisk køn: Substantiverne har fem kasus foruden en endelsesløs grundform, jf. köy 'landsby':
| singularis 'landsby' | pluralis 'landsbyer' |
|
|---|---|---|
| nominativ | köy | köyler |
| akkusativ | köyi | köyleri |
| genitiv | köyin | köylerin |
| dativ | köye | köylere |
| ablativ | köyden | köylerden |
| lokativ | köyde | köylerde |
Substantiverne har ikke en særlig bestemthedsform, men ubestemthed kan udtrykkes med talordet bir 'en'.
Adjektiver er foranstillede og kongruerer ikke med substantiver, fx kara ev 'sort hus' over for kara eve 'til det sorte hus' og kara evler 'de sorte huse'.
Verbalbøjningen omfatter tempus, modus, person og tal. Også her udtrykkes bøjningsformer ved tilføjelse af suffikser. Karakteristisk for tyrkisk er en modus, der angiver "ubevidnethed" med endelserne -mış, -miş, -muş og -müş. Denne modus beskriver handlinger, som fortælleren ikke selv har været vidne til, eller som refereres med ironi o.l. Således kan 'Irfan er kommet' udtrykkes som Irfan geldi, når fortælleren selv så det, og som Irfan gelmiş, når det nok forholder sig således, men fortælleren ikke selv har overværet hans ankomst.
Samtidig med dannelsen af staten Tyrkiet i 1923 åbnedes for mange låneord fra vestlige sprog, overvejende fra fransk, fx otobüs 'bus' og kalorifer 'radiator'. Slutningen af 1920'erne medførte en reaktion herpå, og i 1932 oprettedes det tyrkiske sprognævn, fra 1936 kaldet Türk Dil Kurumu, med det formål at styrke öztürkçe 'det rene tyrkiske sprog'. Ved den følgende tids sprogrensningsbestræbelser blev de vestlige låneord erstattet med helst ældre osmanniske og ellers anatoliske og altaiske ord. Efter 2. Verdenskrig er purismen aftaget.
Fremmedord hentes nu oftest fra engelsk, selvom en arabisk og persisk indflydelse stadig er mærkbar i både skrift- og talesprog. Öztürkçe-politikken har stor terminologisk gennemslagskraft, især mht. nydannelser inden for teknik og samfundsvidenskab.
Der har været undervist i turkologi ved danske universiteter fra 1800-t., bl.a. af Vilhelm Thomsen, som har ydet en vigtig indsats mht. tydningen af oldtyrkisk, og Kaare Grønbech, der også internationalt har ydet et væsentligt bidrag til beskrivelsen af de tyrkiske sprogs struktur.
Tyrkisk blevet et af de største indvandrersprog, siden at indvandringen fra Tyrkiet startede i 1960-erne. Et ukendt andel af de tyrkiske indvandrere er dog etniske kurdere. Siden 1.8.1976 har folkeskolen tilbudt modersmålsundervisning i tyrkisk. Koncentrationen af indvandrere og efterkommere fra Tyrkiet, der pr. 1.1.2006 udgjorde 55550, altså 1,02% af Danmarks befolkning, er størst i de sydvestlige københavnske omegnskommuner Ishøj, Albertslund og Høje Taastrup, hvor de udgør en stigende befolkningsandel og nu er på hhv. 14,7%, 8,5% og 6,9% af befolkningen. Fra 2002 udgives i København den tyrkisk-sprogede avis Haber, fra 2004 på en månedlig basis.
Der findes en del ældre tyrkiske låne- og fremmedord i dansk, fx kiosk af tyrk. kösk 'palads', skaberak af tyrk. çaprak 'saddeldækken', janitshar af tyrk. caniçar 'elitesoldat' og sorbet af tyrk. şerbet '(sød frugt-)drik'. Af låneord, som er kommet til via tyrkisk, er fx sofa af arab. suffa 'tæppe' og divan af pers. divan 'bænk'. Mens de foregående låneord er trængt ind via andre sprog, fortrinsvis tysk, er der med indvandringen og det direkte dansk-tyrkiske sprogmøde fulgt en del nyere indlån, der især vedrører gastronomi, fx shish kebab og shawarma.
Erik Thau-Knudsen
2006-06-23