I Bosnien og Herzegovina anerkendes sprogene bosnisk (1,7 mio.), serbisk (400.000) og kroatisk (469.000) som officielle forvaltningssprog. Flertallet af den 3.832.301 store befolkning (anslået 2003-06-30) taler disse sprog, der er formet omkring den østherzegovinske dialekt, som er neostokavisk ijekavisk (se serbokroatisk). Der er minimale forskelle mellem det lokale serbisk, kroatisk og bosnisk, hvilket gør, at de kan regnes for varianter af et og samme sprog. Bosnisk, der tales af de muslimske bosniakker, er først med landets løsrivelse fra Jugoslavien i 1991 begyndt at udvikle sig selvstændigt. For de bosniske serbere, der overvejende bor i Republikken Srpska, betød løsrivelsen og efterfølgende borgerkrig i 1991-1996 en sproglig orientering mod Belgrad. Dermed læres der ekavisk serbisk, som det tales i de sydligere og østligere egne af det tidligere Jugoslavien. Dette har ført til en periferisering af bosniske serberes dialekt, som er ijekavisk, d.v.s. at de i lighed med bosnjakkker og bosniske kroater siger bijelo, mlijeko, rijeka for "hvid, mælk, flod", modsat Belgrads belo, mleko, reka.
Ud over varianter af serbokroatisk tales sigøjnersproget romani af ca. 400.000. Desuden tyrkisk ca. 50.000, italiensk af ca. 4000, arumunsk og tysk. Frem til 1941 husede Bosnien og Herzegovina desuden store jødiske diaspora, som talte sefardisk (balkanjødespansk). 2. verdenskrigs holocaust og efterfølgende exodus til Israel decimerede dette befolkningselement stærkt.
Seneste rettelse: 2006-09-06