Oprettet 2006-04-19.
Ajourført 2013-12-03

Synnøves dagbog

Silkeborg, 2006-04-19

Foto: Gymnastikopvisning

Som tiden løber. Man forsøger hele tiden at fastholde den ene eller den anden oplevelse — Åh, det skal vi huske, det skal vi skrive ned. Og så kommer det først nu.

Du er blevet en stor og i grunden meget initiativrig pige. I går aftes fik Balder bad og kom ud at putte sig i sofaens bløde lilla uldtæpp. Du halvt kommanderede, halvt tryglede ham om at komme ned på dit værelse, og så for han splitternøgen afsted derhen. Der skulle I lege doktorleg, og far hentede doktorsættet ned fra klædeskabet. Det blev nok slet ikke det, som man skulle tro. Da far kom ind på dit værelse, lå din lillebror pakket ind i dyner. Jeg var syg, og nu har Synnøve gjort mig ikke syg, forklarede Balder. I stedet var I ved at helbrede de syge dyr, hvoraf Balders Hunni og en krokodille af træ, kaldet Dappedillen, var indlagte.

Til aften skulle far fortælle historie. Det blev ikke Batmanhistorie, men i stedet en gyserhistorie. For tiden skal historierne være uhyggelige og handle om de halshuggede hænder og det håndhuggede hoved. Far kan ikke lade være med at blande en gang arkæologi ind, for de refererer til Tollund-manden og Grauballe-manden, der jo er lokale kendinge for silkeborgenserne.

Silkeborg, 2006-05-07

Ønskelisten til din 7-års fødselsdag

Allerede 1. februar begyndte vi at skrive dine fødselsdagsønsker ned. Her er listen, som den så ud i dag.

Oprindeligt stod der også 22 Bratz-er som nr. 1 på listen. Din periode med de storfodede og -hovedede Bratz-pige-dukker må være ved at rinde ud. Allerede i maj var det ændret til bare 3 Bratz-dukker, og helt slettet var punktet omkring 1. juli. Sjovt med de diller, som du har.

Silkeborg, 2006-07-06

Svømning

Vi meldte dig til skolernes svømning for nogle uger siden, og nu er du snart færdig med de knap to uger. Egentlig har du ikke lært at svømme så meget — i mine øjne er det kun rygcrawl, du er begyndt at lære metodisk. Til gengæld er du blevet fortrolig med vandet, og det er nok hovedformålet med kurset. Da I startede, turde de fleste af jer ikke bevæge sig ned i bassinnet uden fuld oppakning bestående af svømmeluffer og mindst et badebælte. Jeres svømmelærerinde var med jer i Vestbadets børnebassin fra første dag af. Dagens program starter med mandtal (navneopråb), iførelse af alt det sikkerhedsudstyr, børnene vil have og siden opvarmning, udført i vandet, Det meste af træningen består af leg. Far tog fejl, da han regnede med, at du ville lære de fire svømmearter (brystsvømning, crawl, rygcrawl og butterfly) og træden vande, men gevinsten ved, at du er fortrolig med vand og kan lege i det er i virkeligheden større. Når man bader ved Vestre Søbad (Almind Sø), så bruges tiden i vandet netop på leg, ikke den metodiske svømmetræning.

Far fik i dag syn for de fremskridt, I gjorde til svømningen. Du kan dykke ned på bunden og samle genstande op. Som afslutning på dagen gik I over til 1-meters-vippen og sprang ud derfra. Til sidst tog du dig også lige et hop fra 3-meters-vippen. Du har virkligt imponeret din far og mor med springene fra vippen. Det er ikke mere end en måned siden, at du fuld af angst prøvede at hoppe ud i det dybe bassin i svømmehallen. Vippespring fablede du om, men var for ræd til til at prøve.

2006-11-13

Prinsessetiden er ovre

Tornerose AuroraI dag måtte vi konstatere, at din prinsesseperiode er definitivt ovre. Det skete, da du udskiftede din plakat med Disney-fortolkningen af Tornerose med et maleri, som du selv havde lavet ovre i SFO-en. Det har været undervejs længe. I årene har vi jo holdt en fest hvert forår. Det startede med kronprins Frederiks bryllup med Mary Donaldson den 14. maj 2003. Det var fars idé at fejre dagen med en prinsessefest, og den gentog sig i 2004. I 2005 skulle den hedde regnbuefest, og i år var det vist bare forårsfest. Det har ellers været en intens periode, hvor du siden fastelavn 2003 har haft for vane at klæde dig i prinsessetøj. Yndlingsprinsesserne fra Walt Disneys univers var — i kronologisk orden — Tornerose (den mest erotiske, fordi man kysser hinanden. Til første prinsessefest undertegnede du dig som Prinsesse Synnøve Sjannina Tornerose Aurora), Snehvide, den lille havfrue Ariel og til sidst Belle fra Skønheden og udyret.

2006-11-17

Juleønsker 2006

I år ønsker du dig:

2006-11-20

Skole-hjem-samtale

Vi var til skole-hjem-samtale i dag. Foran os sad din matematiklærer Lars Heshe og dansklærerinde Aase Brændstrup. Det går dig åbenbart godt i skolen. Du er flink til dansk og bevæger dig på sidste trin af 15 i LUS-systemet (Læse-udviklingsskema), som skal nås i 1. klasse. Det handler om at kunne stave sig igennem ukendte ord. Du kan allerede skrive beskeder (trin 14). I regning går det endnu bedre. Der blev du i en test for nogle dage siden udsat for at løse subtraktionsopgaver og havde held med en del af dem, omend subtraktion egentlig er 2.-klasses pensum. I din opgavebog i regning har du 2 fejl på 21 sider. Geometrien går det også glimrende med. Du følger godt med i undervisningen, laver alle dine lektier uden at springe noget som helst over og pynter gerne tegningerne i læsebogen med farvelægning o.s.v.

Din indstilling til skolen er mere normal. Der er børn — især drenge — som kan plage dig (Sebastian, Tobias), og nogle piger, fordi de hele tiden følger efter, nok fordi de vil lege med dig. Det vil mange børn nemlig. Nogle gange kan du ikke lide at komme hen på skolen, fordi den varme dyne og andre ting i hjemmet lokker. Så det er jo fint.

Bag efter forældresamtalen skulle vi finde Emilie Ranković, som du også skal hjem til i dag og endda spise aftensmad hos.

2006-11-21

Tobias

Man skulle ikke tro, at lærerne havde formanet Tobias korrekt om ikke at hive dig i håret. I hvert fald gentog det sig i dag, også med at du klagede over det til ham selv og til læreren. Tobias plager vist også andre i klassen.

2008-01-12

Sov sødt, Musefine

Du er bare blevet så stor, at man skulle tro, at det var løgn. Nu går du til skolefester, godt nok ifølge en forældre, men alligevel. Til aften var du til fest med 2.a-klassen, og far måtte gå før tid. Du blev kørt hjem sammen med Julie og Sofie af Sofies arkitektfar. Han kendte din fjerne slægtning Carsten Kipper Thau, der har været professor ved Arkitektskolen i Århus.

Dine lår er hårde som stål, hvilket du må have arvet fra din far. Din brors lårbasser er stadigvæk bløde som bolledej.