Mobil visning

Cato Thau-Jensen fortæller om sin far Orla Thau-Jensen

Nedenståemde er uddrag af et radiotransmitteret interview fra 2002 med billedbogsillustratoren Cato Thau-Jensen om hans far Orla Thau-Jensen (1914-94).

Orla ved Vesterhavet. Fra bogen 'Et hjem med gevær' (2007), s. 10-12
Orla Thau-Jensen ved stranden. Fra bogen Cato Thau-Jensen: Et hjem med gevær (2007)

Cato Thau-JensenInterview 2002 med sønnen Cato Thau-Jensen

Dollargrinet

[kommenterer et fotografi:] Det er et fotografi, som min mor har taget. Min far ligger i badebukser, og han ligger sådan skråt ud af billedet. Så sidder min søster i et par blebukser ved barnevognen, og så står der hans bil i baggrunden, og den peger så lidt ud i den anden retning. Det er en stor natblå Crysler Newyorker, som han kørte rundt og så stolt og smart ud i. Han ofrede en formue for at få lavet noget specielt udstødningsrør, eller hvad det var, til den. Jeg har aldrig været specielt interesseret i biler, men den var altså lidt af et scoop. Der lugtede mærkeligt inde i bilen, og jeg blev altid køresyg, når vi skulle køre til Ribe, hvor vi tit var nede at holde ferie. Så var der automatisk nedrulning af vinduerne, som kunne styres fra forsædet. Så var der en cigartænder med en glødende spiral, og den fik jeg altid påbud om, at jeg skulle passe på fingrene. Jeg var lidt bange for den.
(...)

En Guldbarre i stedet for tandbørstning

Min far havde den her gamle klinik, som jeg har et lidt traumatisk forhold til. Han var jo tandlæge, og han havde den her gamle klinik med sådan en gammel boremaskine, og man følte, at der blev lavet jord- og betonarbejde i munden på én, fordi når der blev boret, var det virkeligt noget, der skrællede rundt i tænderne. Jeg tror, at man har det der ordsprog En skrædders børn går i hullede sko. Og det er vist det samme ”” En tandlæges børn har huller i tænderne! ”” for i hvert fald havde jeg fantastisk mange huller i tænderne. Min far havde den idé, at chokolade ikke gav huller. Det smeltede, og så var det væk; men hvis man ikke har fået børstet tænder i 14 dage, så kan chokolade godt sætte sig og give huller. Men han gav mig en Guldbarre tit om aftenen, når jeg skulle sove. Han bad mig aldrig om at børste tænder, man stak mig en Guldbarre, og den guffede jeg nu gladeligt i mig, inden jeg skulle sove. Så på et tidspunkt kom der et brev fra Skoletandplejen, at nu var det tid: nu var der kommet en skoletandpleje. Så syntes han, at han alligevel ville kikke mig ind i munden og se, hvordan det stod til. Og det stod ikke godt til. Så han gik jo i gang med det helt store udgravningsarbejde, og det tog en uges tid, hvor jeg sad i stolen, hvor jeg fik nogle flotte sorte amalgamfyldninger.

Syede min tunge på

Der var også en gang, da han forsøgte at sy min tunge på, fordi i børnehaven var jeg kommet til skade på en rutschebane. Jeg var på vej ned ad en rutschebane, og så var der én, der rakte tunge ad mig, og så rakte jeg jo tunge ad ham. Imens nåede jeg jo bunden af rutschebanen og klappede tænderne sammen. Det er faktisk det eneste, jeg kan huske fra børnehaven. Jeg var jo ikke selv begejstret for at gå i børnehave, men jeg kan meget tydeligt huske vejen fra rutschebanen og ind på badeværelset, hvor de forsøgte at skylle min mund, som selvfølgeligt blev ved med at bløde i en uendelighed. Jeg kan huske, hvordan blodet dryppede ned på fliserne, og jeg kan huske, hvilken gulvbelægning, der var i gangen, og jeg kan huske, hvordan blodet løb i den her lange hvide vask, som var på børnetoilettet, sådan en med mange vandhaner, og der stod jeg jo så og spyttede ud i lang tid; men far var jo tandlæge, og han mente, at han kunne sy den på. Det forsøgte han et par gange. Det er bare svært at holde en tunge i ro, så det sprang jo op gang på gang, så til sidst måtte han jo give op og jeg kom på hospitalet med den og fik den lappet sammen. Det var ikke helt bidt over. Den hang trods alt stadig i, men han var jo nervøs over, om jeg skulle få problemer med at tale. Det har jeg jo så heldigvis ikke fået. (...)

Hev tænder ud på sig selv

Min far rykkede tænder ud på sig selv en gang, hvor han ville lave en protese. Det syntes jeg var fantastisk at se ham stå nede på klinikken foran spejlet og rykke sine egne tænder ud af munden. (...) De var ikke sunde. De var i hvert fald meget gule af nikotin, for han røg 60 Kings uden filter om dagen. Så lavede han en protese til sig selv, men den oplevelse står også meget tydeligt for min søster, hvor vi stod og betragtede ham, mens han hev tænder ud på sig selv. (...)

Den oprindelige Cato

Jeg er opkaldt efter min fars fætter Cato. Min far ville have, at jeg skulle opkaldes efter ham, fordi han var lidt af en helt under krigen. Han var med i en modstandsgruppe. Det skal lige siges, at min far var oppe i 50-erne, da jeg blev født. Han havde ligesom sprunget en generation over. Han var også på alder med min mors far. Cato led en forfærdelig skæbne under 2. Verdenskrig. Han blev fanget på et hospital i Odense, hvor han var læge, da Gestapo kom. Så hoppede han ud af en vindue og landede i hospitalets gård. Derfra blev han, så vidt jeg husker, skudt i armene og benene og kom til at ligge på hospitalet, hvor han døde. (...)

Morgenstjerner på drengeværelset

Min far var på alder med min morfar, altså cirka 28 år ældre end hende. De blev skilt efter 11 år. Jeg tror, jeg har været 8 år, da de blev skilt. Vi boede i det der store hus i Skovby, hvor der både var min fars klinik og dentalfabrik, og der var en BP-station bygget til huset. Det var et stort kompleks. I første omgang flyttede jeg ned min mor i kort tid, men så kom jeg tilbage til min far og bo der sammen med ham. Min mor flyttede i første omgang til en by, der ligger meget tæt på, der hedder Galten. Og så flyttede hun senere til Skanderborg, hvor hun boede den dag, hun mødte, da min far og mor gik fra hinanden. På en måde var jeg meget knyttet til det sted, hvor jeg boede sammen med min far. Jeg tror også, at jeg ragede uklar med min mors nye mand. Vi brød os ikke om hinanden, for at sige det mildt, og så flyttede jeg tilbage til min far.

I første omgang var jeg ikke begejstret. Min far havde indrettet et værelse til mig, da jeg kom tilbage. Han var selvfølgeligt glad for at have fået forældremyndigheden over mig. Da var jeg 9-10 år. Min far har i hvert fald ihærdigt søgt forældremyndigheden, og så tror jeg, at min mor er givet efter for det pres, som lå fra min far, og så måske også i en vis udstrækning, fordi jeg ikke kunne med min mors nye mand. Jeg kan bare huske, at jeg slet ikke kunne lide ham. Der var ingen kontakt mellem os på nogen positiv måde. Min søster boede så fortsat hos vores mor. Men da jeg kom tilbage til min far, havde han indrettet et værelse til mig. Det ville jeg godt selv have gjort. Jeg havde egentligt haft et værelse på forhånd, fordi vi nu havde boet der, men han havde lavet det om, og han havde brugt nogle ting, han fik fra Ribe, hvor hans mor boede. Nogle gamle aneportrætter havde der hængt på den ene væg. Han havde virkeligt tapetseret den ene væg med nogle gamle fotografier i nogle ovale mahognirammer på børneværelset. Så havde han -- og det siger jo lidt om, hvor lidt føling han havde med børns tankegang og trivsel -- hængt nogle store, brune, lettere falmede velourportierer for vinduet, og de var holdt tilbage, lige som man gør med sådan nogle træmorgenstjerner i kæder. Det så fuldstændigt ud som et herreværelse fra forrige århundredeskifte. Altså nogle store brune nogle med træmorgenstjerner, ligesom vægtere går med, men med små pigge. Så var der et stort tungt skrivebord med en marmor-ting til brevpresse, blækhus, brevholder o. s. v. Det værelse syntes jeg ikke var tilfredsstillende. Det hjalp ikke at hænge en ABBA-plakat op. Der skulle noget mere radikalt til, før jeg kunne lide at være der. Men efterhånden fik jeg da også losset tingene ud og lavet om på det.

Det var lidt af en hård omgang. Jeg tror ikke, at det var i ond vilje, men min far var ikke specielt god til at sætte sig ind i andres tankegang. Han havde ikke det, man kalder empati.

Da jeg flyttede tilbage, har han været 60-61-62 år gammel. Han var også tidligt blevet skaldet. Det gjorde måske også, at han så lidt ældre ud. Så havde han nogle gamle briller, som var aldeles umoderne, med en sort kant foroven, sådan nogle todelte nogle. Han havde lidt hvidt hår i nakken mellem ørerne, noget hvidt fimmert hår, som han læned med Ice Blue Aqua Velva, så det duftede han stærkt af tit. Så havde han de der nikotingule fingre, fordi han røg ustandseligt, mange Kings uden filter. Jeg kan huske smagen, når man fik hans fingre i munden, og det var ikke specielt rart. Det har de andre patienter heller ikke syntes. Det kunne ikke renses af. Han stod godt nok tit med en neglebørste og forsøgte ihærdigt at få hænderne rene, men det lykkedes ikke, og man kunne også sagtens smage det, må jeg sige.

På tandklinikken nytårsaften

Mange af hans patienter kom oppe fra Hurup, hvor han havde haft klinik før, og som var holdt ved. Jeg tror også, at mange af dem fik det billigt, fordi han var stor i slaget. Han kunne have tjent mange penge, men han sagde altid Men det? Nej det skal I altså ikke betale penge for! De ringede sågar nytårsaften og skulle have lavet tænder. Og så stillede han det så op. Og så skulle de absolut have mad nytårsaften, og de skulle være med til festen, når de havde været færdige hos tandlægen. Nej, de skulle ikke betale noget! Nej, det er fest! og sådan noget. Plattenslagere tiltrak han jo så fra vid og fjern. Til gengæld var han meget påholdende, når det gjaldt hans nærmeste. Så var han knap så gavmild.

Physica dentalis

[spørgsmål: -- Hvorfor blev de skilt?]

Jeg tror, at aldersforskellen har været for stor, ganske enkelt. Jeg syntes heller ikke, at de passede sammen, slet ikke! Jeg fatter ikke, at de blev gift nogen sinde. At min mor kunne falde for ham, det har altid undret mig. Jeg har ikke spurgt hende om det, men lidt sært er det.

[spørgsmål: -- Der er et billede af huset. Der står Physica dentalis på det. Det er et meget stort hus.]

Det er et ombygget mejeri. Min far byggede det selv til dels. Derfor blev det underligt indrettet, fordi han jo ikke var arkitekt. Så det havde nogle skæve rum og nogle underlige korridorer. Det var et mystisk, kringlet hus, og meget stort til to personer. På et tidspunkt boede jeg jo alene sammen med ham. Der var en dentalfabrik. Han var god til at opfinde ting. Der var en rodstift ”” han var en af de første, der arbejdede i titanium, der er et godt materiale. Og i stedet for at dreje rodstifterne, så de blev som en skrue, så sandblæste han dem, der gjorde, at de fik en større overflade og hang bedre fast. Det blev en stor succes, og det havde han tjent styrtende med penge på. Men på en måde var det en lang deroute fra da min mor rejste, og så blev han også syg, og klinikken begyndte at gå mindre og mindre godt. Han troede også på et tidspunkt, at han kunne undvære en klinikdame, og at han kunne undvære at få presset og vasket kitlerne ude og gjorde det selv. Så skulle han jo stryge dem bagefter. Men det gik ikke så godt, så han gik i de der gamle krøllede kitler med -- selvfølgelig ”” en masse brandmærker, fordi han røg så mange cigaretter. Den klinik var ikke topmålet af hygiejne, vil jeg sige.

Kørte i Chrysler New Yorker med 28 år yngre kone

Jeg havde det ikke godt med, at der var så rodet og beskidt, må man sige, og det var en uoverskuelig opgave, for det var et virkeligt stort hus, men jeg påtog mig da en del af opgaven. Haven groede også til, og der lå en kæmpestor bunke halmballer under en presenning. På et tidspunkt besluttede han nemlig at fyre med halm. Så skulle han jo ud og fyre, jeg ved ikke hvor tit, for sådan noget halm brænder jo hurtigt af. Det oser jo helt kolossalt i den her store mejeriskorsten, som fyret var tilsluttet. Der lå en tung sky over nabolaget på fugtige dage, hvor han fyrede i den. Det var ikke populært, og jeg tror, at han faldt meget udenfor i nabolaget i første omgang. Alle kunne jo huske den her mand; det var jo de samme, der boede der hele tiden, og de samme, der kørte rundt i den her kæmpe-Crysler Newyorker med en kone, der var 30 år yngre end ham selv. Og ligesom en skrotbilsforhandler, der breder sig ud over det hele, så bliver man jo let irriteret. Men det bed jeg ikke rigtigt mærke ved. Nogle gange hørte jeg kommentarer om, hvordan der så ud ovre hos tandlægen, men ellers var det ikke noget. Jeg mener ikke, at vi følte os chikaneret eller noget i den stil, fordi vi var anderledes. (...)

Han var meget jealoux på min mor og hendes familie, fordi han på et eller andet sæt vidste, at det var tiltrækkende for mig. Det var det. Det var hyggelige, varme lejligheder, hvor der blev lavet mad og duftede af kaffe og rent tøj. Når min mormor havde vasket mit tøj, så syntes jeg, at det virkeligt duftede dejligt, når jeg fik det med hjem. Det var skønt at have med hjem.

Udtalelse af sønnen Cato Thau-Jensen, 15. november 2001, i Koplevs Krydsfelt i Danmarks Radio P1. (citater fra de første 65 minutter af udsendelsen). Gengives med tilladelse fra Kjeld Koplev af 12/8-02.