Erik Thau-Knudsen i 20-erne

За првпат во светот на македонистите (Nova Makedonija 1988-08-09)

Under mine talrige studieophold i udlandet er jeg i reglen blevet interviewet mindst en gang til de landsdækkende massemedier i landene. Her er en artikel fra Nova Makedonija, tirsdag den 9. au­gust 1988, da jeg var på mit første sommerkursus i makedonsk. Kurset blev  åbnet i Skopje, hvor interviewet fandt sted, men efter en eller to dage rejste vi til Republikken Makedoniens sydvestlige hjørne, den historisk vigtige by Ohrid.

Во время моих многочисленных стажировок за рубежом у меня почти каждый раз снимают местные всереспубликанские средства массовой информации. Вот я в македонской печате.

I have often been interviewed by domestic mass media when being abroad on my numerous study trips. This one of the results from Macedonia. The article resided in a frame from 1988. In 2005, my wife needed the frame for our kids' drawings. Scanning and saving on the internet was my way to rescued the article from total annihilation.

Photo: G. R. (employee of Nova Makedonija).

First published: Nova Makedonija, Skopje, 1988-08-09, page 8


A man and his guitar.

This image was drawn in Moscow around October 20, 1982. Artist's name is unknown.

Prehistory

As a 22 years old student of Russian philology, I had got a five months scholarship from my Danish Ministry of Education to study at the Moscow State University. The period, however, was entirely spent in relation to the Alexandre Segueevich Pushkin Institute of Russian Lan­guage. I arrived to Moscow directly from a summer school stay in Veliko Tǎrnovo, Bulgaria, and the only persons I knew in the capital of the Soviet Union were people from the same Bulgarian summer course — a few Russians and some Italian girls (Eleonora was one of the names). I soon lost contact to the Russians, but the Italians assimilated me into a larger ex-pat community of Latin origins — including Caraibbeans (Dominican Republic, Cuba) and especially Italians. I fell for the charm of Italy, notably the South, and had several crushes with girls studying in Rome, Napoli, Chieri.

The guitar

I play the guitar, and did even more so while I was in my twenties. I enjoyed much popularity in the Institute, whose dormitory alone housed 1000 students, of which only 15 were Soviets. A major role in my popularity was my anarchist attitude to the property of my musical instruments: there were only three guitars in the whole building, and I was the only one lending it away to my neighbours. On picking it up, the borrowers usually in­vi­ted me to play a few tunes.

I soon learned that Italians are specially gifted for getting to know their surroundings. Within a week, most Italians had already found out the most fancy bars and restaurants of Moscow, and within a month they had set up a complete network of local friends, sometimes including lovers or admirers. In view of this, I shouldn't wonder when, only 8 weeks upon my arrival to one of the world's biggest metropols — and the biggest city I've ever visited — my Italian girl-friends in­vi­ted me to visit some Muscovite friends of theirs. I brought my guitar, and the host provided us with the typical Russian foodstuff — bread, sausages, gherkins, wine, tea, jam, and probably also some vodka. We were seated in the semi-darkness (candle-light?), and I played of love, sadness, sex and other joys in English, Russian, Bulgarian, maybe even Danish. The host proved to be an artist and made this drawing of me and gave it to me while we were leaving in very sweet moods. Unfortunately, I forgot his name.

To my surprise, I found out in January 2008 that Guatemalan student Carlos Jair Escobar O­bre­gón uses this image on his blog Aletargado en el tiempo. His blog, in Castilian as one might guess, is very lyric, so the above drawing is a good illustration of Carlos' moods. His usage fully complies with my copyright principles (non-profit, not my family).

Dansk forklaring

I 1982 var jeg i Moskva på studieophold ved Puškin-Instituttet. Om eftermiddagen d. 30. ok­to­ber sad jeg hjemme hos nogle russiske venner af mine italienske veninder i centrum og hyggede mig med min guitar. Russerne var kunstnere, og billedet er et minde fra nogle dejlige stunder, der osede af varm te, lunken vin, sange og flirter på kryds og tværs. Rollen som guitar-spillende Hygge-Erik fyldte betydeligt under det studieophold, i mindre grad under senere. Det var en af de skønneste perioder af mit liv, nok fordi jeg havde besluttet mig for, at jeg ville specialisere mig i balkanistik, ikke russisk. Jeg var i Moskva for at redde mit bifag, ikke mit hovedfag, og tog det knap så alvorligt som jeg ellers gjorde under senere ophold i Bulgarien og Jugoslavien.

Jeg scannede tegningen for at redde det for eftertiden. Originalen skal nok være en masse skejser værd, hvis jeg altså bare lige kunne huske kunstnerens navn. Og det kan jeg jo ikke. Det er ikke just tydeligt med hans krøllede kyrilliske bogstaver.

В 1982 г. я был в Москве на стажировке в Институте русского языка им. Александра Сергеевича Пушкина. Во второй половине дня 30. октября я был дома у русских друзей моих италиянских подруг. Роль как Эрик-Гитарист я тогда исполнял до совершенства. Точно не помню имя художника, а не могу читать его роспись.


Veliko Trnovo 1982
In Veliko Trnovo, Bulgaria, after receiving the diplomas from the Summer Seminar in the end of au­gust 1982. Back row, from the left: Bernard Hauer (FR, *1955-09-21), Hans-Dieter Schwarz (student of Germany, 1957-09-02), Erik Thau-Knudsen (me - DK, *1960-03-01), Simon Leunbach (DK, *1955-03-17). Front row: Michaela Petcu (RO, *1955-07-26), [student of France], [local professor (BG)], Štefánia Tarrová (SK, *1958-05-21). Photo added to this site in 2010.
avisartikel fra lokal avis i Veliko Tǎrnovo, 1981

Af mangel på en virtuel scrap-bog bringes denne artikel her. Jeg fik den ad omveje hos Doina, en kollega i Bukarest, hvor jeg var på privat besøg i februar 1983. Ingen af os havde noteret sig avisens data, men artiklen er med al tydelighed fra 1981. Dens forfatter var den charmerende Ivan Haralampiev, ansat ved sommerkurset i bulgarsk sprog, litteratur og kultur i Veliko Tǎrnovo og til daglig professor ved universitetet sammesteds. Understregningen stammer fra min rumænske kollega, som dengang arbejdede som tolk, med bl. a. engelsk og bulgarsk. Oversættelse:

Som en stor familie

Genlyd fra 4. Sommerseminar

I slutningen af august sluttede 4. internationale sommerseminar i Veliko Tǎrnovo for unge bulgarister og slavister. Vi var fordelt på hundredetyve studerende, undervisere og tolke, som var kommet til Veliko Tǎrnovo for at lære mere om det bulgarske sprog, om det bulgarske folks historie, levevis og kultur. Det er sket således, at jeg to gange har skrevet om seminaret, om denne vidunderlige og unikke atmosfære, som kun nødigt lader sig udtrykke i et lakonisk sprog med tal og fakta, men som skal føles. Nu, hvor jeg for tredie gang har sat mig ned for at skrive, spørger jeg mig selv, hvordan det hele startede. Der er så mange ting, som gentager sig hvert eneste år, og alligevel har hvert af seminarerne sit eget ansigt.

I år var der rigtigt mange, som havde ønsket sig at deltage, flere, end der var pladser til. Der var flere specialseminarer, flere og mere forskelligtartede kulturelle indslag. Det fjerde seminar var for os bulgarere af særlig værdi, fordi hele 1981 er af særlig værdi, nu, da Bulgarien fejrer sit 1300-års jubilæum. I sommer var der også flere, som var gengangere i Veliko Tǎrnovo. Det var dejligt at genses med Kornelija Krstja, Fouzia Laradi, Agniesz Kociba, David Scuse, Elisa London... Fra USA kom desuden familien Dagmar og Robert Bern. For to år siden var de bare amerikaneren Robert Bern og Dagmar Zelená fra Tjekkoslovakiet. De mødtes i Veliko Tǎrnovo og blev tæt forbundet med byen og med landet Bulgarien. For fjerde gang deltager franske Susanne Pavlas på seminaret.

Nogle aftener på lektorernes klublokaler oversteg alle forventninger. Hvordan fandt folk dog tid til at forberede sig? Hvorfra kom alt det talent? Der blev sunget, reciteret digte, danset. Det var så smukt altsammen — landegrænser svandt bort, og racemæssige, nationale og politiske skel blev ophævet. seminaret lignede en stor familie.

Jeg husker den dag, da vi ankom til Sunny Beach. Kun med lidt sol hilste vort badested ved Sortehavet os velkommen, og derudover måtte vi vente ret så længe indtil, at vi havde fundet ud af, hvilke hoteller vi skulle indkvarteres på. Så greb David sin gadulka, Elisa sin kavala, mens Vaclav og Erik tog tamburaerne. Omkring busserne udspandt sig da en livlig bulgarsk kædedans. Forbipasserende samlede sig om os, kikkede og spurgte, hvem dette orkester var, og de nægtede at tro, at det var udenlandske slavister, til og med fra toogtyve lande.

Jeg skriver og ser, at jeg må sige lidt om seminaret, om den hede august måned, da universitetets sale og gange genlød af fremmede tungemål. Det bringer en til at tænke på den gamle bibelske legende om babelstårnet, hvor gud forvirrede menneskenes tunger som straf for deres dristen sig til at bygge et tårn, som ragede op til himlen og på den måde nåde op til gud den almægtige. Legende er legende, men siden tidernes morgen har menneskene søgt efter det fortabte sprog. Jeg tror, at de unge, som forsamler sig i Veliko Tǎrnovo hvert år i august fra alle fire verdenshjørner, vil finde et fælles sprog — bulgarsk — og ved dets hjælp have held til at opbygge sit eget Babelstårn og dermed indfri det store, almentmenneskelige mål: indbyrdes forståelse, broderskab og venskab.

Ivan Haralampiev

Artiklen, hvis originalsprog er bulgarsk, stammer fra en lokalavis i Veliko Tǎrnovo i 1981. avisens navn og nøjagtige udgivelsesdato er ukendt. Egen oversættelse.

Andre tider

Portrætfotos af nyeste dato.

Tidligere tider

Antal brugere on-line på dette site: