Future expressions in the main clauses of the Balkan languages. Origins and developments (Fremtidsudtryk i hovedsætningerne på balkansprogene. Oprindelser og udviklinger)
Primært balkanslavisk (makedonsk, bulgarsk og serbokroatisk) og græsk.
Sekundært albansk og balkanromansk (rumænsk, arumunsk, meglenitisk)
Balkanlingvistik, særligt dialektologi og diakroni, areallingvistik, grammatikalisering.
ca. år 800 e. Kr. og frem til år 2000.
Studier af tilgængelige tekster på sprogene, som kommer nærmest på at repræsentere talesproget: helgenlegender, folkebøger, handelskontrakter, krøniker, korrespondancer, litteratur, herunder indkredsning af konstruktioner med referencer til efterfølgende tid ("futurumsformer").
Det er en tese inden for balkanlingvistikken, at det overvejende flertal af balkanske fællestræk (balkanismer) udbreder sig fra bestemte innovationscentre lokaliseret på sydenden af Balkanhalvøen, nemlig i græsk, hvor balkaniseringen først observeres. Disse innovationer skulle da brede sig som bølger eller ringe i vandet over resten af landmassivet, d. v. s. i retningen fra syd mod nord og øst mod vest. I et vist omfang virker dette også rigtigt, men en nøjere sammenligning af kilderne dertil mellem sprogene har ikke fundet sted før. Mit projekt har derfor handlet om at følge balkaniseringen både indresprogligt (grammatisk) og ydresprogligt (geografisk i spredningen gennem dialekter og sprog).
Det var oprindeligt hensigten at behandle et sæt af balkanismer, men dette blev afgrænset til en enkel. Valget faldt på futurumskonstruktionen med "at ville" som hjælpeverbum eller en heraf afledt partikel. Dels havde jeg tidligere beskæftiget mig med den, dels regnes den for at være af senere dato og derfor lettere at følge i kilderne, især de slaviske og græske tekster.
I mit arbejde går jeg ud fra antagelser præsenteret dels af Johannes Schmidt i 1876 om bølgeteorien, nemlig at sproglige innovationer udbredes som bølger fra et epicentrum, hvad der i dag kaldes et innovationscenter, og siden videre, men at den fortaber sig, eftersom den udbredes ud mod periferien. Men innovationscenter behøver ingenlunde at være et helt sprog; inden for moderne dialektologi kan det ofte indsnævres til små områder, tit en by. Denne opfattelse har med en vis succes været fulgt i dialektologien inden for enkelte sprog, især i norsk og engelsk, mens den har været fulgt i mindre grad inden for multilinguale forhold, hvor ikke-genetisk beslægtede sprog interagerer. Omend den er kritiseret, har jeg desuden ladet mig inspirere af tesen om balkansprogene som havende "samme struktur, men i en trefoldig materie" ("...dieselbe Struktur, aber in dreierlei Materie." (Schleicher)). Kritikken har bestået i, at der trods alt er så store forskelle mellem sprogene, at de ikke kan siges at have en enkelt fælles struktur. Kritikkens svaghed er, at den har begrænset sig til standardsprogene. Det er min tese, at et standardsprog er et konstrukt, opstået ved sociale og politiske kompromiser. Derimod er dialekten en realitet.
Ydermere er det min tese, udsprunget af teoretiske studier, feltarbejde og erfaring som tolk og oversætter, at man inden for en mikroregion, bestående typisk af en håndfuld byer/landsbyer i en radius af 20 km fra deres midte, med langvarig flersprogethed, også har en konvergent og næsten simultan udvikling i alle lag af sprogenes strukturer. Da disse sprogs talere også plejer samkvem med atter andre talere af samme sprog i tilgrænsende regioner, vil innovationer kunne videreføres på den måde. Af samme grund havde jeg oprindeligt også haft opfattelsen af makedonsk som formidlersprog, fordi netop Makedonien som området gennem tiden har haft størst sproglig heterogenitet på Balkan.
Det er derfor hensigten at præsentere udviklingen af efter-tids-referencer i balkansprogene ved at inddele Balkanhalvøen i en række ligedannede regioner. Regionerne bestemmes ved at lægge et heksagon-net ned over et balkankort (efter moderne dialektologiske principper, bl. a. hos Peter Trudgill). Da jeg ikke regner med standardsprogene, er det heller ikke relevant at skelne mellem de slaviske sprog, da de indgår i et slavisk dialektalt kontinuum, som strækker sig over hele Balkanhalvøen. D. v. s. der ikke skelnes snævert mellem serbisk, makedonsk og bulgarsk på kortene; tilsvarende skelnes ikke mellem rumænsk, arumunsk og meglenitisk (meglenorumænsk, som tales i grænselandet mellem Grækenland, R. Makedonien og Bulgarien), men kun balkanslavisk, hhv. balkanromansk. I hvert heksagon opgøres statistisk, hvilke former, der bruges til eftertids-referencer i hver sproggruppe slavisk, græsk, romansk og albansk.
På grundlag af disse data vil det derefter være muligt at fastlægge udviklingens tværsproglige diakroni med stor nøjagtighed, og således dels be- eller afkræfte tesen om "samme sprog men i flere materier", dels fastlægge innovationscentre og -retninger. For at afgrænse dataindsamlingen udvælges perioder med 200-250 års mellemrum fra år 800 og frem, så at der samlet er tale om ca. 6 flersproglige dialektkort.
Late Latin Future. Af 15. februar 2002. (.pdf - 135 KB)