Valg i Kazakhstan - med en observatørs øjne

Vi kender det godt efter valg i nye demokratier, når medierne skriver: OSCE underkender valgresultatet, Hviderussisk parlamentsvalg indfrier  ikke OSCEs standarder. Indtil for 4 år siden forestillede jeg mig, at OSCEs vurderinger skete ved, at nogle centralt placerede folk, nok i Wien, lige løftede knoglen efter et valg og forhørte sig ad hos de forskellige partiledere. Da OSCE blev grundlagt i 1990, var det nok også det, man havde i tankerne - om overhovedet. Thi OSCE - Organisationen for sikkerhed og samarbejde i Europa - besluttede først i 1992 at observere valgene i de nydannede demokratier øst for Jerntæppet.

Det var en dag med blændende sol, da jeg trådte ud af min flyvemaskine den 15. august i byen Pavlodar. Sammen med min amerikanske makker Susanne B. Cooper skridtede vi til fods hen over landingsbanen i det, som under Sovjetperioden havde været en af landets travle indenrigslufthavne. Nu var der 1-2 afgange om dagen. Udenfor stod en høj blond kvinde i sidste halvdel af 20-erne af russisk herkomst med et skilt med OSCEs navn på. Vi havde i hende fundet vor tolk Irina Yuritsyna. Da vi havde fået vor bagage - udleveret manuelt efter behørig forevisning af billetterne til en striks dame i lufthavnen - kom vi ud til vor bil. Der stod en mand, som var mindre af vækst, men også hvid mand som os andre. Han hed Sasha Anisimov, var smilende og venlig, og lignede med sin lædervest og evige smøg i flaben det, han var, nemlig vor chauffør.

De kørte os ind i byen. Susanne og jeg knipsede på livet løs med vore nyligt indkøbte digitale kameraer. Vi kom på hotel, et af de dyre, og gik nærmest omgående i gang med at finde os en anden bolig. Det lykkedes os 4 dage senere. Det var en lejlighed med dejlig udsigt til Kazakhstans største flod, Irtysh og stor nok til os begge. I mine breve til min 5-årige datter kunne jeg fortælle:

Jeg bor i en lejlighed, som helt kongelig - røde gulvtæpper gyldne tapeter på 10 sal. Nogle gange har vi vand, men vi ved aldrig om det kommer af den kolde eller den varme hane.

Skriften på væggen

Jeg skrev et skilt med teksten ODIHR/ OSCE Election Observation Mission to Kazakhstan Majilis Parliamentary Elections 2004. Det klæbede jeg på væggen ved siden af  hoveddøren, men det blev revet ned et par dage efter. Jeg frygtede, at det skyldtes OSCEs upopularitet. Vor chauffør kunne berolige os: Det er helt almindeligt her i Pavlodar, at folk her river plakater og opslag ned. Rart at høre, men jeg kunne alligevel ikke lade være med at mistænke naboerne - en flok skumle gutter med en masse penge opnået på en os ukendt manér.

Susanne og jeg mente at have grund til at frygte det værste. Dagen før var vi blevet skygget af to unge fyre og gjorde vort bedste for at hægte dem af os. Vi troede, at deres interesse var politisk, men den var i værste fald forbundet med berigelseskriminalitet. Vi fandt aldrig ud af det, for de forsvandt, da vi mødte vore assistenter.

OSCE nød ikke ubetinget popularitet i Kazakhstan. I begyndelsen af august var der udbrudt mundhuggerier mellem regeringen og OSCEs permanente mission i hovedstaden Astana. Stridighederne havde handlet om OSCEs holdning til landets system, som åbenbart bevæger sig imod absolutisme. Vi valgobservatører havde fået nøje instrukser af vore forestående om altid at understrege, at vi repræsenterede ODIHR, ikke OSCE. ODIHR, en forkortelse for Office for Democratic Institutions and Human Rights, er den afdeling af OSCE, som forestår observationerne ved valghandlingerne. Den er af sagens natur midlertidig, og ODIHR rykker kun ud for at observere valg, når det sker på en indbydelse fra højeste myndighed. I dette tilfælde havde Kazakhstans Centrale Valgkommission indbudt os.

Det var bare ikke altid så ligetil at præsentere sig som repræsentant for ODIHR. Det er betydeligt lettere at sige Goddag, vi kommer fra OSCE og har nogle spørgsmål til jer end Goddag, vi kommer fra ODIHR, d.v.s. Kontoret for demokratiske institutioner og menneskerettigheder, og har nogle spørgsmål til jer. Læg dertil, at alle har hørt om OSCE, så at forkortelsen er gængs, mens ODIHR var ukendt for de fleste kazakhstanere. Det affødte uvægerligt en længere palaver med forklaringer frem og tilbage, med mindre vi talte med folk højt oppe i systemet.

Valgobservatører

Susanne Cooper og jeg var langtidsobservatører ved Kazakhstans parlamentsvalg. Vore opgaver bestod i at observere valgkampen og at forberede udsendelsen af 21 korttidsobservatører. Korttidsobservatørerne skulle observere selve valghandlingen ved at tage ud på valgstederne. I lighed med os var korttidsobservatørerne inddelt i hold på to mand; i videst muligt omfang prøver ODIHR at sammensætte observatørhold af blandet nationalitet, køn og alder. Vore korttidsobservatører kom fra USA, Storbritannien, Tyskland, Rusland, Tjekkiet, Østrig, Sverige og Norge og var i alderen 25-70. De fleste var mænd. Kun fire af dem talte russisk, og kun to af dem var gode til det.

Alle korttidsobservatørerne skulle have egne tolke og chauffører. Vor egen tolk støvsugede de engelske institutter på Pavlodars to universiteter for undervisningsassistenter, mens vor chauffør var i gang med at skaffe chauffører. I et område som Pavlodar Regionen med en befolkningstæthed, der ligner den nationale, er bilen et uundværligt transportmiddel. Følgeligt er chaufførerhvervet relativt stort. Ikke så meget til taxaer som til privatchauffør-branchen.

At observere valgkampen

Hvordan observerer man en valgkamp? ODIHR har med tiden udviklet en rutine i observation af valgene i Østeuropa og har bestemte spørgsmål, der skal besvares. Som langtidsobservatør skal man ud at tale med alle valgets aktører. I vort tilfælde bankede vi de lokale partikontorer på dørene og spurgte, om de havde haft problemer. Vi opsøgte valgkommissioner på regionalt niveau og de lavere led helt ned til valgstedernes tilforordnede. Vi snakkede med myndighederne, fordi de også har opgaver i forbindelse med valget. Desuden kikkede vi på valgkampagnerne i form af plakater, løbesedler, politiske møder, koncerter o.s.v. Aviserne skulle også læses, ligesom at vi skulle følge med i de elektroniske medier. De elektroniske medier var et hurtigt overstået kapitel. I vor bolig kunne vi kun se landsdækkende fjernsyn fra Almaty eller Moskva, og eneste funktionsduelige radio sad i vor chaufførs bil. Til gengæld udkom der et dusin aviser i byen, som dækkede byen eller hele regionen Pavlodar.

Egentlig skulle vi også have haft møder med pressen, men i slutningen af august dukkede der nogle misinformerende indslag op i aviser og radio om Susanne og mig. De skrev, at hun og jeg havde deltaget i en pressebriefing med regionens ledelse og udtalt, at vi mente, at det kazakkiske parlamentsvalg fuldt levede op til internationale standarder. Det havde vi aldrig udtalt. Vore foresatte i Almaty havde forlods sagt, at vi ikke offentligt måtte give bedømmelser af valget - den slags skulle ske centralt fra. Affæren var en del i magthavernes kampagne mod OSCE og ODIHR og skulle så tvivl om vor upartiskhed. Selv om Susanne og jeg ikke havde talt med pressen, fik vi fra centralt hold mundkurv på for resten af opholdet i Pavlodar.

Egne meninger

Noget andet var vore egne meninger om valget og valgkampen. Dem havde vi naturligvis. Som tiden skred frem, dannede der sig et billede af systemet, som det virkede i Pavlodar Regionen.

• Der var vedholdende rygter om, at folk på arbejdspladserne blev truet med fyring til at stemme på direktøren, hvis han stillede op, eller på det parti, han selv støttede. Rygterne blev senere bekræftet.
• Valgkredsene var blevet nytegnet, så at de oppositionelle stemmer fra byerne kom til at drukne i pro-præsidentielle stemmer fra landdistrikterne. Det kneb benyttede Kroatiens præsident Franjo Tudjman sig også af.
• Man kunne i Pavlodar by stemme elektronisk, men computerne huskede vælgerens navn og stemme. Det afholdt en del oppositionelle fra at stemme.
• Kandidater, som ikke tilhørte præsidentens eget parti Otan, blev på stribe frataget deres kandidatur for ubetydelige skattesager. Det ramte især oppositionen - partiet Ak Zhol og valgforbundet af Kazakhstans kommunistparti og partiet Kazakhstans Demokratiske Valg.
• Sidstnævnte partis leder, Galymzhan Zhakianov, sad endda i en fangelejr for en ubetydelig skattesag (i øvrigt en falsk anklage). Det er OSCEs og EUs mening, at han er en politisk fange.
• Oppositionelle (og kun dem) aktivister blev anholdt, mens de delte løbesedler ud.
• Oppositionens kandidater fik ikke lige adgang til at agitere i radioen eller fjernsynet på linie med de pro-præsidentielle kandidater.
• Kommunale embedsmænd gik til angreb på oppositionens større plakatsøjler (billboards) med valgplakater og smadrede dem på stedet eller kørte dem bort i kommunens biler.

I det hele taget var der en uklar sammenvævning af lokale myndigheder (svarende til kommune, amt, region) og regeringspartiet Otan. Lederne på alle niveauer, såkaldte akim-er, var udpeget af præsident Nursultan Nasarbaev. Akim-erne kunne lægge pres på de administrative myndigheder (akimat-erne) til at stemme for og blive medlemmer af regeringspartiet. De brugte politiet til det grove arbejde. Når en Otan-kandidat følte rivaliseringen af andre kandidater i sin valgkreds for nær, kontaktede han  anklager og skattevæsen til at kikke rivalens økonomi efter i sømmene. Selv forældede skattesager bevirkede, at farlige modkandidater kunne stryges af valglisten.

Et valg på personlighed

Af parlamentets 79 medlemmer vælges de 69 på kredsmandater, hvor de skal have absolut flertal for at vinde i første valgrunde. De sidste 10 er tillægsmandater. Det kazakkiske parlamentsvalg handlede derfor i høj grad om personer. Ikke alene p.g.a. valgsystemet, men også fordi divergenserne i de politiske standpunkter er små. Kun Kazakhstans kommunistparti har et program, som adskiller sig stærkt fra resten af det politiske spektrums. Undervejs i valgkampen begyndte en større differentiering mellem partierne. Indtil da havde det handlet om fokus, både i politisk interesseområde og vælgersegment. Partiet Aul (Landsbyen) er et agrart parti og støtter landbruget. Partiet Asar (Sammen) ledes af præsidentens datter Nasarbaeva har fokus på de socialt udsatte - hjemløse, enlige mødre, folk med skrinlagte boligsager o.s.v. Partiet Rukhaniat (Åndelighed) vil gøre noget for den kazakkiske etnos og henter stemmer og medlemmer hos etnisk kazakkiske tilflyttere fra nabolandene. Oppositionspartiet  Kazakhstans Demokratiske Valg fokuserer på overholdelse af loven og har sin vælgerbasis blandt jurister. Men på stort set alle andre områder falder alle fire partiers politiske holdninger sammen med Otans. Derfor spiller kandidatens personlighed en stor rolle for vælgerne. Et overvældende stort tal af kandidaterne var direktører, borgmestre, rådmænd, skoleinspektører og pengestærke forretningsfolk.

Valgdagen den 19. september 2004

Allerede her kan vi sige stop! Dette valg er ikke frit, det er ikke retfærdigt. Men hvordan gik det så ved valget? Den korte historie er: Som forventeligt. Præsidentens eget parti vandt en knusende valgsejr. Datterens parti Asar blev næststørst, fulgt af det pro-præsidentielle valgforbund Aist. Oppositionspartiet Ak Zhol blev lige akkurat repræsenteret, mens den anden oppositionsgruppe blev fuldkommen udraderet af parlamentet.

Fra de fleste valgsteder kunne ODIHRs korttidsobservatører berette om relativt god ro og orden på valgdagen 19. september. I den ene af vor regions valgkredse (nr. 54) var der helt åbenlys svindel. Nogle vælgere kunne stemme for konen/manden. Andre fik bare 2-3 stemmesedler med sig ind i boksene uden at vise ægtefællens legitimation. Under optællingen var der et sted, hvor alle stemmesedler blev klyttet sammen i en stor dynge uden overholdelse af forskrifterne, og optællingen var lemfældig. Der var rapporter om snyd i afskrivningen af valgresultaterne, da de blev indleveret til valgkredsens centrale kontor.

Ved deadline for denne artikel (20. okt.) er resultatet ikke endeligt i landet. Der er tale om, at parlamentsvalget skal gå om i en del af Kazakhstans valgkredse. ODIHR har ikke offentliggjort sin slutrapport for Kazakhstans parlamentsvalg, men dens hovedforfatter, danskeren Thomas Boserup, vil næppe lægge fingrene imellem. Allerede 2 dage efter valget trådte landets informationsminister tilbage i protest over valghandlingen.

Susanne Cooper og jeg var udmattede, meget udmattede, da valget var ovre. Vi havde i flere døgn kun fået få timers søvn og lagde os først ved 6-tiden dagen derpå. Kl. 9 havde vi samling med korttidsobservatørerne, kl. 11 vinkede vi farvel til dem i lufthavnen. Kl. 16 var vi til pressemøde med en af taberne. Og så ellers ud igen for at foretage høflighedsvisitter rundt om i Pavlodar. Sove er noget man kan gøre, når man bliver gammel. Eller er i sit hjemland.

Erik Thau-Knudsen, 20. oktober 2004