Noter
Opstarts-dato: 2006-06-27
Montenegro
- Indledning
- Religion
- Historie
Monte'negro, Crna Gora ('Det Sorte Bjerg'), republik i forbundsstaten Jugoslavien mellem Adriaterhavet, Bosnien-Hercegovina og Albanien; 13812 km2, 615000 indb. (1991). Ca. 60% af Montenegros befolkning er montenegrinere, 15% er slaviske muslimer, 10% er serbere, 7% er albanere, og ca. 4% regner sig som etniske jugoslaver (1991). Podgorica, det tidligere Titograd, er hovedstad og har forbindelse til Beograd og Adriaterhavet. Montenegro består overvejende af høje, mange steder uvejsomme bjerge, som kulminerer i kalkmassivet Durmitor (2522 m). Bjergene strækker sig mod SV ud til den sydligste del af den dalmatiske kyst, hvor det farverige karstlandskab når tæt ud til kysten mellem Budva og Petrovac. En dyb fjord strækker sig helt ind til den gamle, befæstede by Kotor. Bag kysten ligger Zetasletten og længere mod syd Shkodrasøen. De lune mediterrane kystegne med subtropisk plantevækst afløses af barske indre bjergegne, hvor sne forekommer hen på sommeren. Kun dele af de tidligere omfattende skove med bøg, eg eller ask er tilbage. Agerbrug, mange steder græsningsbrug med især fårehold, er fortsat det vigtigste erhverv i Montenegro. Den tidligere hovedstad Cetinje er centrum i et højtliggende landbrugsområde.
OBii
I 2002 blev forbundet erstattet af en løsere union, Serbien-Montenegro.
Folke
Religion. De dominerende religioner er ortodoks kristendom og islam. De ortodokse montenegrinere hører under Det Serbiske Patriarkat i Beograd. Spørgsmålet om kirkelig selvstændighed er stadig aktuelt, men afvises fra serbisk side. Den muslimske befolkningsgruppe er fortrinsvis koncentreret i grænseområdet til Serbien og er i sin oprindelse forbundet med muslimerne i Bosnien-Hercegovina.
CRiis
Historie. I 600-t. blev områdets oprindelige illyriske befolkning fortrængt af slaver af den serbiske stamme, som antog ortodoks kristendom i 900-t. Mod slutningen af 1100-t. mistede Det Byzantinske Rige kontrollen med området, og det blev en del af kongeriget Serbien. Da dette gik i opløsning i sidste halvdel af 1300-t., blev Montenegro et selvstændigt fyrstendømme, som i forbund med Venezia, der kontrollerede kysten, forsvarede sin uafhængighed mod osmannerne, der dog ca. 1500 gjorde sig til overherrer over Montenegro. Det blev 1516 et gejstligt fyrstendømme under en vladika 'fyrstebiskop', valgt af en folkeforsamling. I 1702 stod fyrstebiskoppen i spidsen for en massakre på Montenegros muslimer, hvilket medførte landets reelle løsrivelse fra Osmannerriget. Montenegro fortsatte som gejstligt fyrstendømme under bisper af slægten Njegos, og dets uafhængighed støttedes af Rusland, som bistod de kristne i Osmannerriget i kampen mod deres tyrkiske herskere. Til gengæld støttede Montenegro Rusland under dets krige med Frankrig (1805-07 og 1812-14) og med tyrkerne (1854-55 og 1877-78). Fyrstebiskoppen ændrede i 1852 sin status til verdslig fyrste. Nikola 1., der kom til magten i 1860, søgte at styrke sit rige; krigen mod tyrkerne 1877-78 blev udnyttet til at erhverve kystbyen Ulcinj, men planer om udvidelser mod nord blev bremset af stormagterne, som skabte en barriere, provinsen Sandžak Novi Pazar, mellem Montenegro og Serbien. Ved freden i 1878 anerkendte den osmanniske regering Montenegro som et uafhængigt fyrstendømme.
Nikola 1. søgte med en ægteskabspolitik at give sit land større vægt i europæisk politik; hans døtre blev gift ind i både den russiske kejserfamilie og den serbiske og den italienske kongefamilie. I 1910 erklærede Nikola 1. sig for konge af Montenegro. 1912-13 deltog Montenegro i 1. Balkankrig og delte efter sejren over tyrkerne Sandžakprovinsen med Serbien.
Under 1. Verdenskrig blev Montenegro besat af Tyskland og Østrig, og kongen flygtede til Italien. Efter krigen fik han ikke lov til at vende hjem, og Montenegro blev indlemmet i det nydannede Jugoslavien. Dette vakte utilfredshed i Italien, som under 2. Verdenskrig besatte Montenegro. Da Italien trak sig ud af krigen i 1943, overtog tyskerne kontrollen med området, men mistede det til kommunistiske partisaner. I 1945 fik Montenegro delvis sin selvstændighed tilbage som en af den nye jugoslaviske forbundsstats seks republikker og blev udvidet med kystbyerne, således at landet for første gang fik en lang, sammenhængende kyststrækning.
Montenegros kommunistparti kom i 1988 i modsætning til Serbiens nye leder, Slobodan Milošević, som i februar 1989 gennem trusler og demonstrationer tvang dets ledelse til at vige pladsen for Momir Bulatović (f. 1956), en montenegriner indsat af Milošević selv. Ved samme lejlighed blev det montenegrinske kommunistparti omdannet til et socialistparti efter serbisk mønster. Da Jugoslavien i 1992 gik endeligt i opløsning, blev Montenegro Serbiens eneste partnerrepublik i den nye Forbundsrepublik Jugoslavien. I den har Montenegro siden normalt haft ministerpræsidentposten, mens forbundspræsidenten har været serber, og Montenegros 20 parlamentsmedlemmer har været en vigtig støtte for præsident Milošević. I 1997 brød Montenegros lokale ministerpræsident, Milo Đukanović (f. 1962), med Bulatović og besejrede denne ved valget til præsidentposten i Montenegro. Januar 1998 blev Đukanović indsat som præsident, og ved parlamentsvalget i maj 1998 sejrede Đukanovićs parti igen. Under Đukanović har Montenegro vendt sig mere mod Vesten og stillet sig kritisk over for Serbiens politik mod albanerne i provinsen Kosovo.
KFle
Forholdet mellem Montenegro og forbundsrepublikken Jugoslavien blev væsentlig skærpet fra januar 1998. Den stærkt Milošević-kritiske tidligere ministerpræsident Milo Đukanović overtog præsidentposten; han støttede sin magt på en bevæbnet politistyrke. Det var et modtræk mod den jugoslaviske forbundshær, som han frygtede, at Milošević ville bruge til at undertvinge Montenegro, der under Kosovo-konflikten forsøgte at holde sig neutral. Montenegros mere vestvendte holdning viste sig også i indførelsen af den tyske D-Mark i stedet for den jugoslaviske dinar som betalingsmiddel. Hen ved halvdelen af Montenegros befolkning var imidlertid modstandere af denne politik og støttede den tidligere præsident Bulatovićs serbiskvenlige linje. Det kom dog hverken til kup eller borgerkrig i den lille republik, men Miloševićs fald i oktober 2000 bragte ikke den ventede afspænding i Montenegros forhold til sin unionspartner, og Đukanović-fløjen har fortsat sin uafhængighedspolitik og boykottede de jugoslaviske institutioner, så Bulatović-fløjen har været ene om at repræsentere Montenegro på forbundsplan.
KFle
Ethnologue.com skriver i sin 15. udgave <http://www.ethnologue.com/show_country.asp?name=CS>
Languages of Serbia and Montenegro
State Union of Serbia and Montenegro. 10,825,900. National or official languages: Serbian; regional languages: Hungarian, Gheg Albanian, Slovak. Literacy rate: 90% to 93%. Also includes Slovenian, Turkish (60,000), Ukrainian (2,955). Information mainly from M. Stephens 1976; B. Comrie 1987. Blind population: 23,000 in the former larger Yugoslavia (1982 WCE). Deaf population: 60,000 (1986 Gallaudet University). Deaf institutions: 56. The number of languages listed for Serbia and Montenegro is 11. Of those, all are living languages.
Living languages
Albanian, Gheg [aln] 1,793,911 in Serbia and Montenegro (2000 WCD). Population includes 50,000 in Montenegro. Population total all countries: 2,779,246. Ethnic population: 2,000,000 (1998 Los Angeles Times). Kosova. Also spoken in Albania, Bulgaria, Macedonia, Romania, Slovenia, USA. Alternate names: Geg, Shgip. Dialects: Not intelligible with Tosk Albanian. Classification: Indo-European, Albanian, Gheg
More information.Bulgarian [bul] Dmitrovgrad and Bosiljgrad districts. Classification: Indo-European, Slavic, South, Eastern
More information.Hungarian [hun] 450,500 in Serbia and Montenegro (1986). Vojvodine. Alternate names: Magyar. Classification: Uralic, Finno-Ugric, Ugric, Hungarian
More information.Romani, Balkan [rmn] 120,000 in Serbia and Montenegro and Macedonia. Population includes 100,000 Arlija, 20,000 Dzambazi. Population total all countries: 523,900. Balkans, Kossovo. Also spoken in Bulgaria, France, Germany, Greece, Hungary, Iran, Italy, Macedonia, Moldova, Romania, Turkey (Europe), Ukraine, USA. Dialects: Arlija, Dzambazi, Tinners Romani. The Arlija dialect (252,000 to 367,000 total) is understood by Greek Romani and Dzambazi speakers. Classification: Indo-European, Indo-Iranian, Indo-Aryan, Central zone, Romani, Balkan
More information.Romani, Sinte [rmo] 31,000 in Serbia and Montenegro. Population includes 30,000 Serbian, 1,000 Manouche. Population total all countries: 315,103. Kossovo. Also spoken in Austria, Croatia, Czech Republic, France, Germany, Hungary, Italy, Kazakhstan, Netherlands, Poland, Slovenia, Switzerland. Alternate names: Rommanes, Sinte, Sinti. Dialects: Abbruzzesi, Slovenian-Croatian Romani, Serbian Romani. Croatian, Slovenian, and Serbian Romani speakers understand each other. Those varieties may be quite distinct from the German varieties. Sinte is characterized by German influence. Not intelligible with Vlax Romani. A Gypsy language. Classification: Indo-European, Indo-Iranian, Indo-Aryan, Central zone, Romani, Northern
More information.Romanian [ron] 200,000 to 300,000 in Serbia and Montenegro (1995 Iosif Bena). Vojvodina and the Timoc Valley. Alternate names: Rumanian, Moldavian, Daco-Rumanian. Classification: Indo-European, Italic, Romance, Eastern
More information.Romanian, Macedo [rup] 15,000 in Serbia and Montenegro (Society of Aromanians). Belgrade, Vojvodina and Kosovo. Classification: Indo-European, Italic, Romance, Eastern
More information.Romano-Serbian [rsb] Serbia. Alternate names: Tent Gypsy. Dialects: Related to Serbian with influences from Romani. Classification: Mixed Language, Serbian-Romani
More information.Serbian [srp] 10,200,000 in Serbia and Montenegro and Macedonia (1981 WA). Population total all countries: 11,144,758. Serbia and Montenegro. Also spoken in Albania, Australia, Bosnia and Herzegovina, Bulgaria, Canada, Greece, Macedonia, Romania, Russia (Europe), Sweden, Switzerland, Turkey (Europe), Ukraine, United Arab Emirates, USA. Alternate names: Montenegrin. Dialects: Shtokavski (Stokavian). Classification: Indo-European, Slavic, South, Western
More information.Slovak [slk] 80,000 in Serbia and Montenegro (1996 W. Brown). Vojvodine. Classification: Indo-European, Slavic, West, Czech-Slovak
More information.Yugoslavian Sign Language [ysl] 30,000 users out of 60,000 deaf persons in the former larger Yugoslavia (1986 Gallaudet Univ.). Also used in Slovenia. Dialects: Serbian Sign Language. Origin from deaf schools in Austria and Hungary. There are regional variants, but no problem in comprehension. Since 1979 there have been efforts to standardize. Slovenian Sign Language used in Slovenia is a dialect. Classification: Deaf sign language
More information.
Serbokroatisk er et samlet fag. Når der kommen en udenlandsk lektor fra Serbian, kaldes sproges serbisk. Kommer lektoren fra Kroatie n, kaldes sproget kroatisk. Det er et politisk spørgsmål, om sproget er et eller flere sprog. Montenegrinsk har grammatikker udgivet for nyligt, men de er ej videnskabeligt baseret.
Montenegrinske aviser er med latinica, men befolkningen bruger kirilica.
Serbokroatisk har aldrig været unificeret pga. opdelte grænser før 1919, og efter den dag blev serbisk-kroatisk-slovensk gennemtvunget med så voldsom magt af Belgrad, at dert mødte for stor modstand. Der har hele tiden efter 1944 eksisteret forskellige normer for sprogene. Først med SFRJs sammenbrud kom bosnisk på banen. Sandheden om et eller flere sprog ligger midt imellem.: Alle varianter har samme dialektbasis, nemlig stokavisk. Ordforrådene har lokale varianter. Bosnisk tillader en række lån fra tyrkisk, kroatisk er præget af purisme (serbisk har flere trkismer end kroatisk, og flere lån fra nærtliggende balkansprog og russisk/kirkeslavisk, ET-K). dette forhindrer dog ikke den indbyrdees forståelighed.
Montenegrinsk? Slå op i den nye konstitution. Ellers er det stokavica — ijekavica.
Montenegro-konstitutionen af October 12, 1992 (www.mediaclub.cg.yu/Ustav): Art. 9:
Article 9.
LANGUAGE AND ALPHABET
In Montenegro Serbian language of the iekavian dialect will be the official language.
Cyrillic and Latin alphabets shall be deemed to be equal.
In the municipalities in which the majority or a substantial number of population consists of the national minorities and ethnic groups, their respective languages and alphabets shall be in the official use.
Constitution of the Republic of Montenegro (posted July 29, 2006), men vedtaget 12. oktober 1994 <http://www.legislationline.org/legislation.php?tid=1&lid=6219> har artikel 9 uforandret.
Denne organisation mener, at sproget er separat fra andre serbokroatiske sprog. Forskellen skulle være 3 unikke lyd (ej specificeret). Mere poetisk og figurativt. Alfabet: kyrillisk, som bl. a. også indeholder disse tre unikke lyd.
Wikipedia er absolut bedste kilde, som både behandler politisk og dialektal dimension. Den afviser de tre unikke lyde, fordi de ikke er unikke, altså de består ikke testen for par. Desuden er det kun ganske få mennesker, som bruger lydene, og det sker inkonsistent.
Seneste rettelse: 2006-06-27