mon'golsk = Khalkha, tales af over 5 millioner mennesker i Republikken Mongoliet (2,51 mio., juli 2005) og uden for landet, især Indre Mongoli (Kina). Khalkha er lingua franca for buryater (Rusland), oirater, khorchiner, ordoser og pao-au-er (alle Kina)
Khalkha er et østligt medlem af den mongolske sproggruppe og den talrigeste.
Historie:
Oldmongolsk (til 1100 e.v.t.) har mange kinesiske lån og nogle indoeuropæiske.
1100-1600 er klassisk mongolsk (middelmongolsk) med mange religiøse (buddhistiske) og historiske tekster, bl. a. mongγol-un niγuča tabčaγan — mongolernes hemmelige historie (1227) og den lamaistiske kanjan. Store dele af tibetansk og oldindisk alfabet blev overtaget og modificeret sammen med låneord fra samme sprog. Endvidere kom der mange tyrkiske lån.
Omkring 1625 starter moderne mongolsk periode med opsplitning af mongolske dialekter i sprog. Fra 1920-erne indføres kyrillisk alfabet i Ydre Mongoli, mens Indre Mongoli fortsat bruger det gamle skriftsystem med tegn, som l��ses ovenfra og ned. Moderne khalkha har mange russiske låneord og præges lydligt af synkopisme i sidste stavelse, svund af intervokalisk /γ/ og tendens til diftongering.
Grammatik og lyd: Khalkha har vokalharmoni, agglutinativ morfologi, postpositioner og stiller normalt leddene i rækkefølgen subjekt-objekt-verbum. Khalkha skelner mellem lange og korte vokaler. Betoningen ligger på første stavelse med lang vokal. Sproget har 7 kasus (nominativ, akkusativ, genitiv, lokativ-dativ, ablativ, instrumentalis og komitativ). De fleste af disse træk deler sproget med sprog fra den tyrkiske (især dem, som tales i Østasien) og manchuro-tungusiske sprogfamilie, hvilket ��� sammen med en række fælles leksemer ��� har fået mange sprogforskere til at henregne de tre sprogfamilier til en større fylla, de altaiske sprog.
Dialekter: Khalkha er opdelt i en østlig og en vestlig dialekt. Sidstnævnte omfatter det meste af republikken med Ulaan Baatars dialekt som en særlig variant. Dialektafgrænsningen besværes dog af