Mongolsk = Khalkha, tales af over 5 millioner mennesker i Mongoliet (Ydre Mongoli, 2,51 mio., anslået juli 2005) og enklaver uden for landet, især Kina (Indre Mongoli). Det er statssprog i Mongoliet og bruges som lingua franca uden for landets grænser blandt buryater (290.000, Rusland, mest omkring Bajkalsøen), khorčiner (900.000 i Kina), oirater (langs Kinas grænser med Rusland og Mongoliet), ordos-er (375.000 i Kina) og pao-an-er (250.000 i Kinas Kansu-provins).
Mongolsk / khalkha er et østligt medlem af den mongolske sprogfamilie, som af mange henregnes til den altaiske sproggruppe, med hvilket mongolsk deler en række træk, såsom vokalharmoni, agglutinativ morfologi, postpositionerog en neutral/normal sætningsstruktur med leddene subjekt-objekt-verbum. Et yderligere fællestræk er at danne relative sætninger ved hjælp af gerundier og participier i stedet for ombrydning i ledsætninger som på de fleste indoeuropæiske sprog. Desuden er der ingen genussondring.
Mongolsk har otte vokaler: bagtungevokalerne /a/, /o/, /ou/, /ı/ (/y/) og fortungevokalerne /ä/ = /e/, /ö/, /ü/ samt /i/. Loven om vokalharmoni foreskriver, at morfemer, som følger efter stammen, skal harmonere, altså tilhøre samme række af fonemer som sidste vokal i stammen, f. eks. eke mor (fortungevokaler), aqa storebror (bagtungevokaler), qoršiya selskab med bagtungevokaler; /i/ er neutral i vokalharmonien. Vokalharmoni er en stærk tendens i sproget. Mange arveord har vokaler af samme række i hvert eneste morfem, hvorimod fremmedord undtages herfra. Eksempler: pro'fesor professor, ka'fe café, de'žur portier (af russisk de'žurnyj), resto'ran restaurant.
Mongolsk skelner mellem korte og lange vokaler.
| hana | væg | haana | hvor? |
| tos | fedt | toos | støv |
Betoningen er dynamisk og ligger på første lange vokal, eller, når ordet kun består af korte vokaler, på først evokal. Eksempler:
| gärält'üüg | belysning |
|---|---|
| h'onog | dør |
| žol'ooč | chauffør |
Låneord bevarer i reglen betoningen, se maš'in bil(russisk ma'šina d.s.), ta'rif tarif (russisk ta'rif), min'ut minut.
Hen mod slutningen af ordet udtales ubetonede vokaler meget tryksvagt, f. eks. margaldah [m'argaldah] at slås. I visse tilfælde kommer reduktionen til udtryk i apokope. Dette afspejles også i skriftsproget, f. eks. maš'in bil, maskine af russisk mašina.
Mongolsk bøjer ordene ved agglutination, hvorved morfemerne hæftes efter stammen. Der skelnes mellem nominer (substantiver, adjektiver, pronominer, participier), verber, talord. Talsystemet er et veludviklet 10-talssystem med arveord for tal på op til 10 millioner. Mongolsk deklinerer i nominativ, akkusativ, genitiv, dativ-lokativ, ablativ, instrumentalis og komitativ. Nøjere angivelser af bevægelser klares ved postpositioner, som hæftes på stammen.
(...)
Neutral sætningsopbygning er med subjekt-objekt-verbum. Endvidere befinder adjektiver og talord sig foran substantiverne.
(...)
Khalkha skrives med kyrilliske bogstaver i Republikken Mongoliet, mens et ældre skriftsystem bruges af mongolerne i Kina. Skriftsystemet i Republikken Mongoliet er en modificeret udgave af det russiske alfabet, som blev indført i 1923 (?). Det ældre skriftsystem er vertikalt, hvor bogstaverne består af fonemer og skrives fra oven og ned, fra venstre mod højre. Det nedstammer fra uygurisk, som har det fra sogdernes sprog (og de fra aramæisk). Den første litterære tekst er mongγol-un niγuča tabčaγan — mongolernes hemmelige historie, skrevet en gang i 1200-tallet. Fra begyndelsen af 1300-årene stammer buddhistiske tekster (oldmongolsk), angiveligt foranlediget oversat af Qubilai Kagan (Kublai Khan). Fra 1300 til ca. 1600 findes kun få tekster, men fra 1600-årene steg skrivevirksomheden, fortrinsvis af historisk og religiøs litteratur. Første trykte tekster var historiske og fra 1625. Sprogformen i 1300-1600, der også kendes som klassisk mongolsk periode, er præget af oversættelsen af den lamaistiske tekst kanjan fra tibetansk under Legdan Qagan (1604-1634). De buddhistiske tekster medførte, at store dele af det tibetanske og oldindiske alfabet blev overtaget og modificeret i de religiøse tekster fra den klassiske periode.
Sproget har siden år 1600 kun undergået få strukturelle forandringer, overvejende i fonetikken, herunder apokoper og bortfald af intervokalisk /γ/. Apokoperne har ført til flere ord med konsonantklynger i udlyd, mens /γ/-bortfaldet har medført flere lange vokaler, se hovedstadens navn /ulaγan baγatyr/ --> Ulaan Baatar.
De fleste gamle låneord i klassisk mongolsk er af kinesisk oprindelse. Der findes også indoeuropæiske låneord, jfr. mongolsk esrua < sogdisk *zarw�� Zerwan (en iransk mazdæisk guddom), mongolsk šid��ir [vægtenhed]< sogdisk *sit��r < græsk στατηρ centner. De fleste indoeuropæiske låneord er trængt ind via uygurisk, se mongolsk nom doktrin, buddhistisk dharma < uygurisk nom < sogdisk nom < græsk νόμο�� regel. Disse og mange andre lån er fra tiden før år 1100. Der findes også ord fra den tyrkiske sprogfamilie, f. eks. baatar helt < ældre baγatyr af tyrkisk baγatyr, se kazakkisk batyr (jævnfør russisk bogatyr' helt [kæmpe, ridder fra folkeeventyr]). Grundet mongolernes langvarige politiske dominans i Asien har sproget leveret en del låneord til nabosprogene, se for eksempel kazakkisk ulus herred; et stammeforbund og dets territorium af ældre mongolsk ulus stat (moderne mongolsk uls); jakutisk ulaan rød < mongolsk ulaγan rød.
I moderne mongolsk periode (1600-) er en stor del af lånene blevet udskiftet med hjemlige ord og udtryk; låneord fra tiden efter 1924 har overvejende russisk som vigtigste kilde, se 'maslo olie, ofici'ant tjener, kapi'tan kaptajn.
Khalkha er opdelt i en østlig og en vestlig dialekt. Sidstnævnte omfatter det meste af republikken med Ulaan Baatars dialekt som en særlig variant. Dialektafgrænsningen besværes dog af